Politikens Forlag 2016 – 392 sider
Anmeldelse
Gidselforhandleren Niels Bentzon fra Københavns Politi får virkelig sin sag for i denne særdeles glimrende bog af A. J. Kazinski. Dels efterforsker han et drab på drømmetyderen Evelyn Heiberg, og dels skal han forholde sig til den dødsdom, lægerne har givet hans kone Hannah Lund som følge af en alvorlig kræftsygdom. Han befinder sig i en livskrise af dimensioner, hvor han skal se frem til en tilværelse uden Hannah og som enlig far.
Til trods for konens alvorlige sygdom, vælger han at fortsætte med efterforskningen og bruge den som en form for terapi.
Drabsefterforskningen fører frem til, at der findes en negl på gerningsstedet tilhørende afdøde. Her findes DNA-spor efter drabsmanden, som hurtigt identificeres. Der er bare det aber dabei, at han på gerningstidspunktet sidder i fængsel.
Samtidig med, at Niels Bentzon efterforsker drabet, konfronteres han med den kendsgerning, at hans kone vælger at tage til Schweiz for at modtage aktiv dødshjælp på en klinik, hvor det er fuldt lovligt.
Da bogens handlingses både fra Niels Bentzons og Hannah Lunds synsvinkel, får man et utrolig godt indtryk af de tanker, de hver især gør sig. For Niels Bentzons vedkommende både om Hannahs forestående død, men i høj grad også om efterforskningen af drømmetyderens død.
Når vi følger Hannah Lunds tanker er det til at begynde med selvfølgelig mest hendes tanker om, at hun er på vej til at skulle forlade livet.
Drabsefterforskningen konkluderer hurtigt, at motivet til drabet skyldes, at drømmetyderen Evelyn Heiberg har fået indsigt i en klients drøm, der tyder på, at vedkommende har foretaget sig et eller andet grufuldt.
A. J. Kazinski’erne har foretaget en grundig research vedrørende drømmetydning og videregiver deres viden om herom bogen igennem og fortæller om de teorier, Freud og Jung har gjort sig herom.
For at kunne opklare drabet, indser Niels Bentzon, at han må have tydet den drøm, som Evelyn havde fået kendskab til. Han konkluderer, at det bedste sted at få hjælp er på Jung-instituttet i Zürich i Schweiz. I umiddelbar nærhed af instituttet ligger den klinik, hvor Hannah befinder sig. Niels vover at lade Hannah foretage en henvendelse til instituttet.
Er det godt eller skidt? Det sætter i hvert faldt tanker i gang hos både Niels og Hannah, og Hannah er nu pludselig involveret i efterforskningen.
Bogen har nogle meget fine og troværdige beskrivelser af personerne, og som læser føler man virkelig med bådeNiels og Hannah.
En meget spændende og til at begynde med ikke helt forståelig sidehandling er flash-backs til Sarajevo i 1984 under De olympiske Vinterlege. Her følger man handlingen fra ung snigskyttes synsvinkel. Han hedder Daro og har uovertrufne skydefærdigheder, men en tilværelse, som bygger på en livslang løgn. Også karakteristikken af Daro er særdeles fin.
Det kan selvfølgelig ikke undre, at disse flashbacks knyttes sammen med den nutidige handling.
Bogen er absolut ikke en, man bare ”lige skøjter igennem”. For at få det fulde udbytte af den, skal man koncentrere sig og tænke over det, man læser. Gør man det, har man med en særdeles god bog at gøre.
Ind imellem synes jeg dog, bogen er for ”tung”. Det er især de afsnit, hvor handlingen ses fra Hannahs side. Handlingen er til tider også meget urealistisk, men A. J. Kazinski mestrer alligevel på dygtig vis, at få mig til at ”sluge kamelerne”.
”Drømmetyderen” rummer spænding og drama. Den giver også anledning til eftertanke, og desuden indeholder den vidensformidling – selvfølgelig mest om drømme – men også om historie, edderkopper, farlige vira og meget mere.
A. J. Kazinski har igen skrevet en krimi på deres sædvanlige høje niveau.
5 krimihjerter af 5
Politikens Forlag 2016 – 392 sider
Reklame:
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO