”Djævlens døtre” af Thomas Rathsack

Politikens forlag 2018 – 352 sider

Min anmeldelse

Efter at jeg har læst Thomas Rathsacks bog ”Djævlens døtre” kan jeg konstatere: Den er drønspændende, den er fuld af action, den er utrolig barsk, og den er grufuld. Almindeligvis er det ikke ofte, at bøger af denne type også er tankevækkende, men det er den.

Hovedpersonen er som sædvanlig den tidligere jægersoldatMichael Plessner – kaldet Pless. I denne bog er han tilbage i København, hvor han hyres som livvagt for en stenrig ukrainsk forretningskvinde ved navn Yulia, mens hun opholder sig i her.

Jobbet tager en uventet drejning, og pludselig er Pless involveret i både en planlagt terroraktion ogmenneskehandel med unge piger til prostitution.

I sin lækkerbisken af sin Audi i millionklassen kører Pless og Yulia rundt i Danmark, Tyskland og Ungarn for at rede trådene ud.

Det giver anledning til dramaer på liv og død. Når det gælder om at beskrive, hvad der sker i disse meget actionprægede handlingselementer, fornemmer man i den grad, at Thomas Rathsack er på hjemmebane. Fra sin egen fortid som jægersoldat ved han præcis, hvordan personer agerer i kampsituationer, og hvilke våben og andre midler, der skal bruges, når der kæmpes.

Det er da nok muligt, at Pless skildres som lidt af en superhelt, men man fornemmer også tydeligt mennesket bag helten. Et menneske, som i høj grad har haft sit at kæmpe med.

Bogens anden hovedperson, Yulia viser sig til trods for sin enorme rigdom – som ikke er steget hende til hovedet – at være en kvinde med ben i næsen, men også en med ”lig i lasten”.

Beskrivelsen af, hvad der sker, når unge kvinder bliver indfanget af skruppelløse bagmænd for så blive solgt som prostituerede, ergrufuld læsning. Ikke nok med at de havner på bordeller, men de risikerer også at blive sendt til genopdragelse, hvor de udsættes for voldsomme seksuelle overgreb og vold, hvis der kommer klager over dem, eller hvis de ikke makker ret.

Hvis det er sådan, det foregår, så må man i den grad korse sig. Det er virkelig noget, der giver stof til eftertanke. Det samme gør også den planlagte terroraktion, der på meget spændende vis indgår i handlingen. Man ser her samarbejdspartnere, man normalt ikke forbinder med hinanden, men målet helliger åbenbart midlet.

Thomas Rathsack gør meget ud af at beskrive både steder og personer, og det gør, at det man læser, fremstår meget tydeligt. Der er noget filmisk over det.

Et par steder i bogen må man også konstatere, at det, som de mennesker, man ”holder med”, ind imellem foretager sig, ikke altid er glorificerende. Sådan er det jo også i virkeligheden.

Hvis man har de kritiske briller på, kan man godt indvende, at Pless er for meget en superhelt, og også at nogle af handlingselementerne passer lidt for godtsom fod i hose, men jeg var i den grad underholdt og kom meget hurtigt gennem bogen.

Så er man til en spændingsbog af denne type, og det er jeg, er jeg ikke i tvivl om, at den skal have

5 krimihjerter af 5