”Blodspor” af Julie Hastrup

Politikens forlag 2018 – 444 sider

Forlagets beskrivelse:

Et postbud gør et makabert fund: I et parcelhus på en hyggelig villavej sidder fire mennesker rundt om et veldækket middagsbord – dræbt.
Drabsefterforsker Rebekka Holms kæreste ligger i koma i Stockholm efter et drabsforsøg, men hun må blive i København for at opklare, hvorfor en tilsyneladende helt almindelig familie skulle myrdes.
Det viser sig, at der findes en overlevende datter, og da hun forsvinder sporløst, kommer Rebekka og hendes kolleger på sporet af dybe, grusomme hemmeligheder, som har været godt gemt bag den pæne facade. Hvem har ønsket, at familien tog den sprængfarlige sandhed med sig i døden?

Anmeldelse:

Nu har Julie Hastrup gjort det igen – rystet en velsmagende krimicocktail sammen med en stærk eftersmag.

På eminent vis skildres flere handlingsforløb samtidig med, at man følger hovedhandlingen med efterforskningen af det firedobbelte drab i et parcelhus i Birkerød.

Disse parallelle handlingsforløb foregår forskellige steder både i den fjerne og nære fortid og i nutiden, men bindes godt og logisk sammen til sidst.

Julie Hastrup berører mange interessante og vedkommende emner, som hver især spiller en væsentlig rolle i handlingen. Jeg kan i flæng bl.a. nævne sociale tabere, voldsmænd, seksuelle afvigere, narkomaner, prostituerede, adopterede børn, knoglemarvsdonorer m.m.

En del af det, man læser er virkelig ubehagelig læsning – men nødvendigt, da det giver forståelse for, hvorfor dette og hint sker i intrigen.

Man møder mange forskellige mennesketyper, som skildres på allerbedste vis. Hovedpersonen Rebekka Holm, som man kender fra Julie Hastrups foregående krimier har sit at kæmpe med på det personlige plan, men er som sædvanlig en dedikeret efterforsker, og man må konstatere, at selv om man er politikvinde med pistol i bæltet, så er Rebekka Holm ikke skildret som en heltinde.

Denne gang har hun en ny makker, Tatjana Melchior, som har en ret fremfusende adfærd, når der foretages afhøringer. De to kvinder har for så vidt et godt samarbejde og synes om hinanden, men de er meget forskellige, og det giver dem indbyrdes problemer.

Julie Hastrup evner at skildre bogens sociale tabere, som de er i virkeligheden, og meget realistisk og virkelighedstro fortæller hun, hvordan disse formår at holde kommunens folk stangen, når de vil undersøge, hvad der sker i hjemmet.

Man kommer rundt om mange interessante steder– bl.a. også en turtil Spanien – og fælles for beskrivelserne er, at de er velbeskrevne. Beskrivelsen af vindeltrappen på Det Kongelige Bibliotek kan godt give lidt kriller i maven.

Jeg synes rigtig godt om krimiintrigen i BLODSPOR, hvor bl.a. socialrealisme og Franco-tidens Spanien sammen med gedigen efterforskning blandes til en velfungerende Julie Hastrup-krimi.

Jeg har kun et kritikpunkt, og det er, at Julie Hastrup lader efterforskningsenheden være hjemmehørende på Politigården i København. Der foregår ikke længere nogen efterforskning fra Politigården. Københavns Politis efterforskning sker fra Teglholmen. Det spiller for så vidt ingen rolle, men når alt andet er så realistisk og troværdigt, synes jeg også, denne detalje skulle have været på plads.

Måden, som opklaringen skildres på, er anderledes end den, man almindeligvis læser, men den virker.

Heldigvis giver Julie Hastrup udtryk for, at hun slet ikke er færdig med Rebekka Holm endnu. Og det er jeg absolut heller ikke.

5 krimihjerter af 5