”Sensommerjagt” af Anders de la Motte

Modtryk 2019 – 378 sider 

Min anmeldelse

Det meste af bogen foregår i Skåne i en mindre by på landet, hvor handlingen skifter mellem 1983 og 2003.

I 1983 forsvinder den femårige Billy, som ikke bliver fundet, selv om alle indbyggere i byen er med til at lede efter ham.

Han har to søskende Vera og Mattias, som i 2003 er blevet henholdsvis terapeut i Stockholm og politimand i barndomsbyen.

Vera, som har taget navneforandring til Veronica – har det ikke nemt. Sin terapeutuddannelse til trods er hun kommet i en voldsom krise på grund af, at hendes kæreste har forladt hende. Da hun bliver stærk nok til det, kommer hun i en slags jobtræning, hvor hun skal lede nogle gruppeterapisamtaler med folk i krise.

En dag dukker en ung mand, Isak op og fortæller en historie om en forsvindingssag, der i den grad minder om, da Veronicas lillebror, Billy forsvandt.

Veronica føler sig tvunget til at tage tilbage til barndommens land – hvor hun ikke har været længe – for at lede efter sandheden om lillebrorens forsvinden for 20 år siden.

Hun involveres nu i et drama, hvor mange af personerne fra dengang stadig spiller en rolle i byens liv.

Når man føres tilbage i tiden til 1983, får man et godt indblik i de hændelser, der har gjort personerne til dem, de er i 2003. Med god psykologisk indsigt beskriver Anders de la Motte bogens personer. Det gælder i særdeleshed Veronica, men også hendes far og afdøde mor, hendes morfar, som er byens matador, hendes bror og dem, der må betegnes som slyngler af værste skuffe.

Man fornemmer på virkelig god vis byens miljøer i form af steder, men også hvordan der er i hjemmene hos flere af bogens personer.

Interessant er det også at følge politibetjenten Månsson, der ledede efterforskningen af Billys forsvinden 1993, men som også er med i det, der sker i 2003, hvor han ganske vist ikke længere er betjent. Det er jo så til gengæld Mattias, Veronicas bror, som godt kan have det svært ved at agere både som betjent og bror.

Jeg sætter altid pris på krimier, hvor slutningen er overraskende. Det er den helt bestemt her.

Bogen er den første, fritstående bog i serien ”Skånekvartetten”.

4 krimihjerter af 5

Modtryk 2019 – 378 sider 

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...