”FRÆNDE – BLODSPOR” af Jeanette Varberg og Jens Henrik Jensen

Politikens forlag 120625 – 373 sider

Hvad sker der, når man sætter en vikingedronning sammen med en krimikonge?
”Frænde”, en ny højdramatisk thrillerserie fra vikingetiden, giver svaret.

Den er skrevet af museumsinspektør og forfatter Jeanette Varberg og krimiforfatter Jens Henrik Jensen.
Bogens to hovedpersoner er skjalden Gunhild Ildtunge og den arabiske træl Faysal. Sammen får de 9 døgn til at fange den skyldige i et mord, som Gunhilds bror uretmæssigt bliver hængt op på. Mislykkes det, bliver broderen henrettet.
For det umage makkerpar bliver jagten på morderen et kapløb med tiden hen over Sjælland, Fyn og op gennem Jylland.
Selv er Gunhild og Faysal også jaget vildt, for store kræfter sender fire sorte ryttere af sted i al hemmelighed med det ene formål: at dræbe dem.

Min anmeldelse

Jeanette Varberg og Jens Henrik Jensen har skrevet en særdeles god vikingetidsthriller, der foregår i år 862, og som handler om at finde den person, der har udført et mord, der blev begået til en stor offerfest i kongsgården i Lejre. Mordet var planlagt.

Den mand, Eskild, som man mistænker for at have begået mordet, får sin henrettelse udsat i ni døgn.

Hans søster, den unge skjald Gunhild Ildtunge, ved, at Eskild er uskyldig. Sammen med trællen Faysal indleder hun en jagt over Sjælland, over Fyn og op gennem Jylland på den rigtige morder – egentlig en lejemorder, som man har fundet ud af, hvem er.

Det bliver en meget dramatisk jagt, fordi ham, der har bestilt mordet, sender fire barske sortklædte mænd efter Gunhild og Faysal.

Det er helt utrolig spændende af følge personernes færden. På mesterlig vis formår de to forfattere gennem det, som bogens personer kommer ud for, at give en utrolig god indsigt i vikingetidens sæder og skikke samt meget fine beskrivelser af landskaber og menneskeskabte steder.

De mange forskellige mennesketyper er beskrevet på allerbedste vis, det være sig lige fra de velhavende jarler til de stakkels trælle.

De to hovedpersoner, Gunhild Ildtunge og trællen Faysal kommer man rigtig godt ind i hovedet på. De er begge to meget kloge og sympatiske. Gunhild er en fighter og er respekteret både som menneske og som lyrespillende skjald.

Det er yderst interessant at høre om Faysal, der, inden han blev fanget på et vikingetogt til det sydlige Europa, var en viis læge med megen viden om sygdom og helbredelse.

”Frænde – Blodspor” slutter højdramatisk og lægger op til den næste bog i serien.

5 krimihjerter af 5

Politikens forlag 120625 – 373 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *