”Et løfte om tavshed” af Mattias Edvardsson

People’s 051023 – 372 sider

Mattias Edvardsson har igen skrevet en helt fantastisk spændende og tankevækkende roman om en forbrydelse. Hovedtemaet er store problemer i familielivet.

”Et løfte om tavshed” betegnes ifølge forlagsbeskrivelsen som en spændingsroman. Jeg synes, at betegnelsen psykologisk spændingsroman vil være den helt rette.

Man følger mest to familier i den sydsvenske by Trelleborg. En tredje familie følges lidt mere fra sidelinjen.

Den ene er familien Kekkonen, som tilhører de mere velhavende familier i Trelleborg. Den består af ægteparret Jari og Marie og deres to teenagepiger Isabella og Amanda. Isabella er en rigtig sportspige, som klarer sig virkelig godt i skolen. Amanda er ikke helt så skoleinteresseret, men er smuk og udadvendt.

Den anden familie, som tilhører arbejderklassen, består af Sasho Palevski, som er ud af en indvandrerfamilie, hans kone Linda og deres store stolthed, sønnen Niko. Han er dygtig i skolen og god til at spille på klaver.

Skæbnen vil, at Niko og Amanda møder hinanden og bliver smaskforelskede. Det er bestemt ikke noget, der falder i god jord hos de to forældrepar.

Ved skæbnens ugunst sker det forfærdelige, at Amanda findes skudt og død på en mole. Hvad er der sket? Niko bliver mistænkt for drab. Han er virkelig i knibe, for han nægter at udtale sig, men hvorfor? Der er her tale om et meget vigtigt momentum i handlingen, da det henviser til bogens titel ”Et løfte om tavshed”.

Efterhånden som handlingen skrider frem, viser det sig, at de tre familiers personers ageren mere og mere flettes ind i hinandens liv.

”Et løfte om tavshed” er bygget op på den måde, at handlingen hele tiden skifter mellem fra et år før drabet og frem til drabsnatten, samtidig med at man også følger, hvad der er sket efter drabet. Det lyder måske lidt kompliceret, men det er det ikke.

Når handlingen foregår på den måde, lærer man bogens personer rigtig godt at kende, også fordi handlingen ind imellem ses fra flere af de forskellige familiemedlemmers side.

”Et løfte om tavshed” er i lighed med Mattias Edvardssons ”En helt normal familie”, ”Gode naboer” og ”En familietragedie” en fremragende bog.

5 krimihjerter af 5

People’s 051023 – 372 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...