“Bødlernes daggry” af Michael Katz Krefeld

Lindhardt og Ringhof 2023 – 406 sider

Fra bogens bagside:

KUN HUN KAN STOPPE HANS UHYGGELIGE SPIL

I storbyens skygger opererer en gal drabsmand, som myrder kvinder til sin helt særlige og syge samling. Den kontroversielle og kompromisløse Cecilie Mars er udnævnt til drabschef, og sagen bliver den første, hun sammen med sit team skal løse. Men stærke kræfter i politiledelsen modarbejder hende. De har gravet en gammel uopklaret sag frem. En sag, som implicerer Cecilie Mars og truer med at stoppe hende for altid. Og mens hun kæmper for sin karriere og sit liv, bliver galningens samling større og større…

Min anmeldelse:

“Bødlernes daggry” er den tredje og sidste bog i krimiserien om politikvinden Cecilie Mars. De to foregående bøger var “Mørkets daggry” og “Nattens udyr”. I ”Bødlernes daggry” er Cecilie Mars nyudnævnt drabschef.

 Jeg vil på det kraftigste anbefale, at bøgerne læses i rækkefølge.

“Bødlernes daggry” er en overordentlig spændende og nervepirrende krimi, som har nogle meget barske beskrivelser af det, som den gale gerningsmand udsætter sine kvindelige ofre for. Nogle vil nok mene, at det, som de dræbte udsættes for, er vildt overdrevet og ikke vil kunne ske i virkelighedens verden, men det er jeg ikke sikker på.

Krimiplottet er virkelig godt. Bogen er en politikrimi – omend af en anden slags end de gængse. Jeg mener ikke, atjeg nogensinde har læst en politikrimi, hvor der har været så mange stridigheder og uoverensstemmelser mellem en leder af en drabsafdeling og den øverste ledelse.  At justitsministeren også blander sig, siger noget om, hvor voldsomme stridighederne er.

Personerne er overordentlig godt beskrevet. Det er helt utrolig, at Cecilie kan stå for det pres, hun dagligt udsættes for af politiledelsen, politifolk fra DUP – Den Uafhængige Poliklagemyndighed – og politifolk fra det nyetablerede rejsehold.

Beskrivelserne af forholdet mellem Cecilie og hendes nærmeste medarbejdere i drabs­afdelingen er meget velbeskrevet. Selv om det er barske sager, de arbejder med, er der også plads til at fyre nogle humoristiske replikker af kollegerne indbyrdes.

Man kan bestemt ikke altid forudse, hvordan Cecilie vil agere i de vanskelige situationer, hun meget tit havner i. Til trods for, at hun ind imellem er hård og barsk, er hun nemlig også meget følsom.

Ikke kun de sympatiske personer er velbeskrevne. Det gælder i den grad også de mange mere eller mindre usympatiske og nedrige personer.

Det psykologiske aspekt spiller en stor rolle i handlingen og indgår i mange interessante og vedkommende temaer som: magtbegær, politivold, ledere – underordnede, indvandrerproblemer, forskellige former for seksuelt begær, politiske intriger m.v.

Pyt med at jeg synes, at en del handlingselementer er overdrevne. Det gør ikke noget, idet de indgår fint i konteksten og derved forstærker beskrivelserne af de ovennævnte temaer.

Jeg kan varmt anbefale “Bødlernes daggry”.

5 krimihjerter af 5

Lindhardt og Ringhof 2023 – 406 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...