”Ulvene” af Pascal Engman

People’s 2023 – 555 sider

Fra bogens bagside

Kokainkrigen hærger Stockholms forstæder, og til indbyggernes skræk er henrettelser på åben gade blevet hverdag.

Fatou Diop lever i skyggen af den brutalitet, der truer lokalsamfundet, og hun tvinges gang på gang til at vende det blinde øje til. Men pludselig kommer farerne for tæt på hendes familie og den forretning, hun med stolthed har bygget op, og nogen må trække en grænse.
Da et nedstyrtet fly, som har været brugt til narkotikasmugling, findes uden for Stockholm, bliver kriminalassistent Vanessa Frank sat på sagen for at optrevle det kriminelle netværk, som distribuerer kokainen.

Samtidig forsøger hun at finde sig til rette i rollen som mor til sin fjortenårige plejedatter, og det viser sig, at hendes nye sårbarhed er den største udfordring i efterforskningen.

Min anmeldelse 

Svenske Pascal Engman har gjort det igen – skrevet en fremragende spændingsroman. ”Ulvene” er fjerde fritstående bog i serien om kriminalassistent Vanessa Frank.

Denne gang er det altoverskyggende tema kokainhandel i Sverige.

Det er en barsk og rå bog, hvor en mindre, men meget aktiv bande, Ulvene er videreformidler af enorme mænger kokain til narkomarkederne i Sverige og andre steder i Europa.

De mange kilo kokain får Ulvene fra en mexicansk leverandør.

Politiet forsøger selvfølgelig at komme Ulvene til livs, men det er en meget vanskelig opgave.

En af de efterforskere, der forsøger at komme på sporet af narkobanden, er kriminalassistent Vanessa Frank, som også er hovedperson i de tre tidligere spændingsromaner af Pascal Engman.

På egen krop kommer hun til at mærke, hvilke modbydeligheder Ulvene kan finde på.

At man på tætteste hold følger Vanessa, både hvad angår det efterforskningsmæssige og det private, skyldes, at man ser det, hun foretager sig fra hendes synsvinkel.

Også de andre hovedpersoner ser man fra deres synsvinkel. Det gør, at man får et indgående kendskab til både ”helte og skurke”

En af de ”helte” jeg vil fremhæve, er ekssoldaten Nicolas Parades, som også spiller en stor rolle i Pascal Engmans foregående spændingsromaner.

Hvad ”skurke” angår, så er den allerværste somalieren Said Abdullahi, som er leder af Ulvene.

Det er ikke kun hovedpersonerne, man får et indgående kendskab til. Det gælder også rigtig mange af bogens øvrige personer.

Alt sammen er med til at gøre ”Ulvene” til en god læseoplevelse.

Jeg ved fra en del af dem, jeg taler med om kriminallitteratur, at de ikke bryder sig så meget om at læse bøger, der er fyldt med vold og modbydeligheder, som det fx er tilfældet i ”Ulvene”.

For mig at se, er det imidlertid nødvendigt at medtage volden i krimier, for sådan er det jo i virkeligheden – ikke mindst i nutidens Sverige, hvor man meget ofte hører om al den vold, der dagligt finder sted fx i Malmø.

Jeg venter meget spændt på Pascal Engmans næste spændingsroman.

5 krimihjerter af 5

People’s 2023 – 555 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...