”Et godt nyt år” af Malin Stehn

Hr Ferdinand 2022 – 465 sider

Fra bogens bagside

Nytårsaften forsvinder 17-årige Jennifer. Uvidende om det mareridt, der venter hende i det nye år, skåler hendes mor Lollo nytåret ind med sine gamle venner, Nina og Malena.
Da forældrene vågner med både moralske og fysiske tømmermænd er deres virkelighed blevet et mareridt.

Jennifers forsvinden forskubber den sarte balance i venskabet, mens mørke hemmeligheder søger mod overfladen. For hvor godt kender de egentlig hinanden? Og hvad foregik der nytårsnat?
Malin Stehns højspændte debut er en nervepirrende fortælling om familiehemmeligheder, overfladiske venskaber og velfungerende ægteskaber – og den grumme virkelighed bag dem.

Min anmeldelse

”Et godt nyt år” er en fremragende psykologisk spændingsroman. Det er svenskeMalin Stehns debut som spændingsromanforfatter. Bogen udmærker sig ved, at handlingen ses på skift fra bogens tre hovedpersoner, Fredrik, Nina og Lola, som alle er i fyrreårsalderen.

Hele bogen igennem er der små korte kapitler, hvis overskrift fortæller, hvem der nu er beretter. De skiftende kapitler er skrevet i jeg-form.

Man kommer virkelig godt ind i hovederne på bogens tre fortællere og lærer dem godt at kende. Da man også hører meget om hovedpersonernes tanker om bogens øvrige personer, får man også en rigtig god karakteristik af dem ad denne vej. Adskillige af bogens personer bliver undervejs i handlingen udsat for pres på forskellig vis. Nogle presses usandsynligt hårdt, hvilket giver forskellige reaktioner, der er yderst tankevækkende.

Det, der sætter handlingen i gang, er da den 17-årige Jennifer, datter at Lola og Max forsvinder nytårsaften 2018. Herefter følger man, hvad der sker, indtil handlingen slutter 3. maj 2019.

Bogen er fyldt med mange særdeles vedkommende temaer: Ægteskab på godt og ondt, hemmeligheder mellem ægtefæller, utroskab, kærlighed til børn, børn og unges brug af iPad og mobiltelefoner, unge og narko, had til muslimer, vold, venskaber som ikke bunder dybt, forbudt kærlighed, den overtravle forretningsmand m.m.

Temaerne fletter sig ind i handlingen og er er med til at skabe denne fantastisk gode bog.

I og med der finder forbrydelser sted, pågår der selvfølgelig ogsåen efterforskning. Den spiller ikke nogen særlig rolle i bogen, men det politimæssige er helt troværdigt beskrevet.

Bogen er en psykologisk pageturner af den bedste slags. Jeg håber virkelig, at Malin Stehn går i gang med en ny spændingsroman.

5 Krimihjerter af 5

Hr Ferdinand 2022 – 465 sider

Reklame:
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO fra 9. januar 2023

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...