Politikens forlag 2022 – 365 side
Forlagets beskrivelse:
En tilsyneladende uskyldig mand mister livet under en voldsom eksplosion på Nordjyllandsværket – et af Danmarks sidste kulfyrede kraftværker og en kæmpestor udleder af CO2. Hvad der først ligner en ulykke, viser sig hurtigt at være et angreb, da politiet finder fragmenter af en militær kamikazedrone i murbrokkerne. En radikal organisation tager skylden for angrebet. Danmark er ramt af sit første tilfælde af klimaterror.
Samme morgen findes en anden mand dræbt i en velhavervilla i det nordlige København. Han er søn af landets kontroversielle klimaminister, og sagen detonerer for alvor mellem efterforskernes hænder, da obduktionen afslører, at den dræbte har haft et heftigt kokainmisbrug – og desuden viser sig at have tætte forbindelser til en hidtil ukendt narkobande.
Er der en sammenhæng mellem de to forbrydelser? Juncker og Signe kan først ikke få øje på den, men så gør deres kollegaer en opdagelse, som tilsyneladende vender sagen på hovedet.
Min anmeldelse:
Når man som jeg har læst Faber og Pedersens foregående tre krimier ”Vinterland”, ”Satans sommer” og ”Kvæler”, som alle var særdeles gode og spændende bøger, var forventningerne til en ny krimi af forfatterparret tårnhøje.
”Skyggeriget” levede til fulde op til mine forventninger.
Jeg vil absolut anbefale, at bøgerne læses i rækkefølge.
Det er altid spændende og interessant læsning, når en krimi tager udgangspunkt i et emne, der er oppe i tiden. Det gør ”Skyggeriget”, som inddrager klimakrisen med klimafanatikere som et yderst vigtigt tema.
Et andet vigtigt og altid aktuelt tema, som også indgår i den spændende handling, er narkokriminalitet, hvor drab indgår. At der så også kan trækkes tråde fra hændelser i forbindelse med efterforskningen af eksplosionen på Nordjyllandsværket i Aalborg til narkodealere i København er yderst spændende.
I ”Skyggeriget” kommer man også ind på mulige drab på plejehjem, negative sider ved den københavnske overklasse, krigen på Balkan i 90’erne, skilsmisse og nye forhold, gymnasiernes puttefester, Herlufsholm, personalemangel i fængslerne m.m. På god og spændende vis indflettes disse temaer mere eller mindre i handlingen.
Bogen igennem møder man mange interessante og velbeskrevne personer. Hovedpersonerne politifolkene Martin Juncker, Kristoffer Kirch og Signe Kristiansen, som man kender fra de tidligere bøger, kan jeg slet ikke blive træt af at læse om.
Det samme gælder også den kvindelige palæstinensiske efterforsker Nabiha Khalid.
Beskrivelserne af politifolkene viser at selv dygtige og dedikerede efterforskere kan have store problemer både arbejdsmæssigt og på det private område, som er svære at håndtere.
Man præsenteres også for mange spændende steder, lige fra den økologiske og meget klimabevidste nyskabte minilandsby Grønnevang til mondæne villaer og ejerlejligheder i København og omegn.
Når man er journalister som Faber og Pedersen, så er baggrunden for det, der har med efterforskningen at gøre virkelig i orden.
”Skyggeriget” får min varmeste anbefaling.
5 krimihjerter af 5
Politikens forlag 2022 – 365 sider
Reklame:
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget.
Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO