”Det brændende blad” af Katrine Engberg

Alpha 2022 – 451 sider

Forlagets beskrivelse

Liv Jensen. 29 år, 162 centimeter høj, født i Rødovre.

Efterforsker Liv Jensen er i vildrede. Ubehagelige omstændigheder tvinger hende til at sige sit job op hos Aalborg Politi og rejse retur til barndomshjemmet.

Heldigvis finder hun hurtigt et lejemål i kælderen i et hus på Vesterbro hos den pensionerede rammemager, Jan Leon, og hans voksne datter, Hannah. To mennesker, som deler en stor sorg.

Liv drømmer om en stilling ved Drabsafdelingen i hovedstaden, men må indtil videre tage til takke med arbejdet som privatdetektiv – og så den cold case, hun får af sin ven og mentor, Petter Bohm fra Københavns Politi.

Sagen handler om en kulturjournalist, der blev kvalt for tre år siden, gerningsmanden er aldrig fundet. Måske kan Liv opklare den sag, slette minderne fra Aalborg og vende tilbage til politiet igen?

Sagen tvinger Liv til at genbesøge fortiden, rejse til den jyske vestkyst og ind i et af de mørkeste kapitler i danmarkshistorien. Det hele hænger sammen. Alle flygter fra noget, og ingen kan vide sig sikker. Heller ikke Liv.

Min anmeldelse

”Det brændende blad” er første bog i serien med Liv Jensen i hovedrollen.

Det er altid spændende, når en kendt forfatter som Katrine Engberg går i gang med en ny krimiserie.

Som altid, når Katrine Engberg skriver en krimi, får man en kvalitetskrimi.

Bogen foregår dels i København og dels i Thy. Jeg synes virkelig godt om, at handlingen foregår to så vidt forskellige steder.

Stederne og miljøerne er beskrevet helt utrolig godt.

Hovedpersonerne er ligeledes godt beskrevet. Det drejer sig om den lesbiske tidligere politiassistent og nuværende privatdetektiv Liv Jensen, rammemageren Jan Leon og hans voksne datter, Hannah, som begge har jødisk baggrund samt den iranske veteranbilekspert Nima Ansari.

Handlingen ses på skift fra hovedpersonernes synsvinkel, hvilket har stor indflydelse på de gode karakteristikker

Også bogens andre personer er meget velbeskrevne.

Handlingen i ”Det brændende blad” er rolig fremadskridende.

Selv om de tre drab, der begås, sker i København, er der rigtigt meget, der relaterer til Thy. Hvordan det hænger sammen, er det Liv Jensens opgave at finde ud af.

Det er spændende læsning, at en handling, der foregår i nutiden, trækker spor tilbage til besættelsestidens Danmark, hvor der især fokuseres på jødeforfølgelsen.

Selve opklaringen af de tre drab er en smule indviklet.

Jeg synes ikke, det er helt realistisk, at Petter Bohm fra Københavns Politi engagerer Liv i hendes egenskab af privatdetektiv til at efterforske en cold case.

”Det brændende blad” fængede hos mig lige med det samme. Jeg vil glæde mig til at følge Lis Jensen i seriens kommende bøger.

4 krimihjerter af 5

Reklame:
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget.
Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...