”Nøglen til mord” af Anna Grue

Lindhardt og Ringhof 2022 – 458 sider

Forlagets beskrivelse

Anne-Maj Mortensen finder sin eksmands blodige lig i en luksuslejlighed ved Nykøbing Sjællands Lystbådehavn. Den ældre herre har tilsyneladende begået selvmord, men og ingen forstår hvorfor.

Til hendes store irritation må hun påtage sig at få solgt boligen, og det bliver en kamp med en lige lovlig smart ejendomsmægler – og alt for mange flyttekasser.

Midt i processen overrasker Anne-Maj et par, der på mystisk vis har skaffet sig nøgler til lejligheden for at have sex – og snart får hun mistanke om, at den lokale mægler står bag et organiseret misbrug af tomme ejendomme.

Politiets efterforskere tager som sædvanlig ikke Anne-Maj alvorligt – ikke engang, da man finder først ét, så et andet lig, der efter hendes bedste overbevisning har forbindelse til sammensværgelsen. Men de skal blive klogere …

Min anmeldelse

Almindeligvis synes jeg ikke om, når beskrivelsen af en drabsefterforskning ikke er realistisk. Det er den ikke i ”Nøglen til mord”, og det er den heller ikke i Anna Grues to foregående krimier i samme serie ”Mysteriet i Genbrugsen” og ”Døden i kurbadet.

I virkelighedens verden vil en kvik efterlønner ikke kunne spille den efterforskningsmæssige rolle hos politiet, som tilfældet er med Anne-Maj Mortensen.

Imidlertid er de tre bøger særdeles velskrevne, spændende, underholdende og morsomme, så det vælger jeg helt at se bort fra.

Jeg synes, at ”Nøglen til mord” tillige med er yderst tankevækkende, idet bogens altoverskyggende tema er sugarbabes og sugardaddies, dvs. at helt unge teenagepiger indlader sig seksuelt med voksne mænd mod at de til gengæld modtager dyre gaver.

Flere andre altid aktuelle temaer er forholdet mellem teenagers, mobning, det at blive holdt udenfor, forholdet mellem forældre og børn samt afhængighed af sociale medier.

Selve krimiintrigen er også godt sat op. Både Anne-Maj Mortensen og de tre politiefterforskere får i den grad deres sag for.

Det kan nok ikke undre, at det er Anne-Maj Mortensen, der løser gåden om, hvordan tingene hænger sammen.

Ind imellem kan man ikke undgå at trække på smilebåndet, når man læser, hvordan Anne-Maj Mortensen agerer overfor sin datter Iben og sit barnebarn Didi og ikke mindst, når hun er sammen med sin ruhårede gravhund, Mortensen den Tredje.

Anna Grue kan virkelig sit kram, når det gælder om at beskrive personer og miljøer.

Bogens titel ”Nøglen til mord” er yderst velvalgt.

4 krimhjerter af 5

Lindhardt og Ringhof 2022 – 458 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...