People’s 2022 – 445 sider
Min anmeldelse
”Skyggen bag dig” er andet bind i svenske Anna Janssons serie med politikommissær Kristoffer Bark. Den første bog i serien er ”Datter savnet, og den tredje er ”Danse, danse, dukke min”.
Politikommissær Kristoffer Bark, som egentlig er leder af en afdeling, der tager sig af gamle uopklarede sager, får dog tildelt ledelsen i en aktuel sag. Her er Sara Bredow – en kollega fra en anden afdeling på politigården – sat i forbindelse med to drab, der har relationer til hende selv.
Inden de to drab fandt sted, er Sara Bredow blevet sygemeldt i en længere periode på grund af voldsomme hændelser i hendes arbejdsliv. Det har medført udbrændthed og hjernetræthed. Det – sat sammen med anonyme henvendelser til de sociale myndigheder om, at hun ikke overholder reglerne for sygedagpenge – har medført, at hun nu også risikerer at miste sin understøttelse.
Desuden er der indløbet ubegrundede anonyme anmeldelser de sociale myndigheder om hendes og hendes mand Josefs misrøgt af hans 5-årige datter Moa.
Alt dette, samt den nære forbindelse til de to drab gør, at Saras tilværelse er blevet uudholdelig. Hun ved ikke, hvad hun skal gøre og gribe i.
Efterhånden som efterforskningen af de to drab skrider frem viser det sig, at der er visse personsammenfald med en gammel sag, som Kristoffer Bark og hans team også efterforsker.
Sagen drejer sig om drabet på en enlig mor, der for 10 år siden blev fundet på bunden af en sø spærret inde i en tønde og gennemboret af hundredvis af lange søm.
Det, at en nutidig sag og en gammel og meget barsk sag, kan vise sig at være forbundet med hinanden, udfordrer efterforskningen yderligere.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at ”Skyggen bag dig” er en drønspændende krimi, som er svær at slippe. Den er nok ikke helt realistisk hele vejen igennem, og noget går nok også lidt for godt op, men det gør ikke noget, fordi man er bragende godt underholdt.
Personskildringerne og beskrivelserne af steder og miljøer er helt OK.
Som i alle gode krimier kommer der til sidst en god forklaring på, hvordan det hele hænger sammen.
Efter at have læst de to første bøger i serien om Kristoffer Bark, er jeg ikke det mindste i tvivl om, at jeg også skal have læst 3. bog ”Danse, danse, dukke min”.
4 krimihjerter af 5
People’s 2022 – 445 sider
Reklame:
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO