”Skrædderen fra Bagdad” af Arne Woythal

Byens Forlag 2021 – 329 sider

Min anmeldelse

”Skrædderen fra Bagdad” er den femte i serien om kriminalassistent Rasmus Berg, som er drabsefterforsker ved Københavns Vestegns Politi med hovedsæde i Albertslund.

De foregående bøger er: ”De dræbtes advokat”, ”Den hollandske forbindelse”, Gribbene fra Sofia” og ”Under nordlys”.

En irakisk familie på fem bliver dræbt på en parkeringsplads ved Ishøj Strand, og Drabsafdelingen kommer virkelig på arbejde. Er der tale om mellemøstlig terror? Er der tale om højreekstremisme, eller er der tale om noget helt andet?

På en næsten true crime-agtig måde skildres Drabsafdelingens arbejde. Man følger efterforskerne i marken og i mødelokalet på politigården i Albertslund.

Med den baggrund Arne Woythal har – han arbejder som kriminalassistent – kan man ikke være i tvivl om, at beskrivelserne holder stik.

Ofte når man læser en krimi, skildres især de ledende politifolk, som nogle usympatiske bulderbasser. Det er ikke tilfældet i denne bog. Selvfølgelig kan der godt være uenighed om efterforskningen, men der er ikke tale om højlydte skænderier.

Den nye chef for Drabsafdelingen, Thea Forsberg er en meget sympatisk kvinde. Over hende rangerer linjechefen for Efterforskningsafdelingen. Han er en mere reserveret type, men ikke usympatisk.

Drabsafdelingens personale er som mennesker er flest, og der er generelt en god stemning, når der efterforskes og holdes møder.

Bogens hovedperson Rasmus Berg er en dygtig efterforsker og samtidig et almindeligt menneske med både stærke og svage sider. Han er flyttet sammen med Solmaz, som er kollega til ham og af iransk afstamning. De har fået datteren Sara. Det at være far og have sin kæreste og barn derhjemme, mens han er involveret i en meget tidskrævende efterforskning, volder dem ofte problemer. Det har han dårlig samvittighed over. I øvrigt har Rasmus meget let ved at få dårlig samvittighed og fortryder ofte, når han har sagt et eller andet, der måske kan opfattes forkert.

Jeg synes, at livet på hjemmefronten fylder lidt for meget i bogen, og i den forbindelse hører vi en del om nabokonen fru Iversen, som hjælper Solmaz i det daglige. Og lad mig være ærlig: Hun fylder for meget.

På virkelig god vis skildres både danske og udenlandske steder, man læser om. Man ser dem klart for sig.

I og med at de dræbte kommer fra Irak, involveres PET i efterforskningen. Igen konstaterer man at samarbejdet mellem PET og det almindelige politi ofte ikke er godt. Som den efterretningsenhed PET jo er, vil de ikke røbe alt det, de ved, da de frygter for konsekvenserne, hvis for mange ved for meget om deres kilder og metoder.

Selv om der et par gange skildres nogle meget voldelige begivenheder, evner Arne Woythal at beskrive disse på troværdig vis, uden at det bliver for bloddryppende.

Selve plottet i bogen har selvfølgelig noget med Irak at gøre. For at understrege dette, skifter den nutidige og danske scene til scener i Bagdad fra både fortid og nutid.

Hvordan det hele hænger sammen, og hvem der skyder hvem og hvorfor, kommer der naturligvisen forklaring på til sidst i bogen. En forklaring som for mig ikke står fuldkommen klar.

Stor ros til Arne Woythal fordi bogen indeholder et personregister. Jeg havde dog fortrukket, den var først i bogen og ikke til sidst. Det er en dejlig hjælpende hånd at have under læsningen.

Jeg kan rigtig godt lide at læse Arne Woythals bøger, da jeg holder meget af læse om politiets efterforskningsarbejde, og det gøres på god og realistisk vis i hans bøger. Derfor skal jeg selvfølgelig også læse hans næste bog, når der forhåbentlig kommer en sådan.

4 krimihjerter af 5