“Spejlmanden” af Lars Kepler – pseudonym for ægteparret Alexander og Alexandra Coelho Ahndoril

Gyldendal 2020 – 525 sider

Min anmeldelse

Lars Kepler har med “Spejlmanden” skrevet en meget grum og modbydelig thriller.

Jeg har ikke læst ret mange bøger med så mange grusomheder og modbydeligheder som i “Spejlmanden”. Når det så er sagt, så er bogen vanvittig spændende og nervepirrende. En rigtig page-turner.

Bogen handler om unge piger, der forsvinder.

En af de forsvundne unge piger findes dræbt og hængt i er klatrestativ på en legeplads. Det får gang i politiets efterforskning, som ledes af kriminalkommissær Joona Linna. Læsere af Lars Kepler kender Joona Linna fra syv tidligere bøger, hvor han også er hovedperson.

Et overvågningskamera har fanget, hvad man mener er et øjenvidne til denne væmmelige forbrydelse, et øjenvidne som lider af voldsomme psykiske problemer. Han må hypnotiseres to gange, før politiet bliver klogere på, hvad der er sket og får mere at arbejde ud fra.

Handlingen ses fra flere synsvinkler. Man får derfor et rigtig godt indblik, i hvorfor flere personer – både de gode og de onde – agerer og tænker, som de gør. Det gælder bl.a. flere af de piger, der er forsvundet, og som holdes fanget på en nedlagt minkfarm, hvor de udsættes for alt fra nedslagtning til modbydelige voldtægter.

Beskrivelserne af de steder, hvor handlingen foregår fremstår tydeligt.

Man kan jo håbe, at det, der beskrives i ”Spejlmanden”, mest har sit udspring i Lars Kepler’nes hjerner. Imidlertid må man desværre også konstatere, at man ind imellem hører om yderst voldsomme uhyrligheder, der overgår unge piger i virkelighedens verden.

Hvad de efterforskningsmæssige angår, mener jeg, at Joona foretager sig handlinger, som ikke er realistiske. I det hele taget synes jeg, at flere dele af bogens handling ikke er realistisk, men den er særdeles spændende.

Efter endt læsning indrømmer jeg gerne, at jeg ikke lige havde set, at det var sådan, bogens krimiintrige hang sammen.

Selvfølgelig skal jeg også læse den næste i rækken med Joona Linna, men den behøver ikke at fokusere helt så meget på modbydeligheder.

3 krimihjerter af 5