”Under nordlys” af Arne Woythal

Byens Forlag 2019 – 326 sider

Min anmeldelse

”Under nordlys” er det fjerde bind i serien med kriminalassistent Rasmus Berg. De tre foregående binder ”De dræbtes advokat”, ”Den hollandske forbindelse” og ”Gribbene fra Sofia”.

Arne Woythal har med ”Under nordlys” skrevet en spændende og meget realistisk politiroman. Man får et fantastisk godt indblik i det politiarbejde en dansk efterforsker står overfor, når han bliver udsendt til Grønland for at bistå ved en drabsefterforskning.

Drabsefterforsker Rasmus Berg skal hjælpe politiet i Qaqortoq (Julianehåb) med at opklare voldtægt og drab på den 7-årige Pipaluk.

Det er en kendt sag, at der er er mange alvorlige problemer omkring sexuel misbrug af mindreårige i Grønland. Det er et tema, der fylder meget i bogen.

At efterforske en forbrydelse i Grønland er naturligvis anderledes end at efterforske i Danmark. Alene klimaet gør en forskel. 20 graders frost og sne overalt sætter visse begrænsninger i mobiliteten, hvad også Rasmus Berg erfarer.

Politistyrken i Qaqortoq er ikke særlig stor, og samarbejdet med andre politistationer foregår som regel via videokonferencer.

Drabet på den lille pige berører på forskellig vis indbyggerne i byen, og da en de mere sølle eksistenser findes dræbt i sit nedbrændte hus, mener byens borgmester, at nu er gerningsmanden fundet, og at en eller anden har øvet selvtægt. Det, at borgmesteren blander sig i efterforskningen er absolut ikke noget, der bekommer Rasmus Berg godt, og han fortsætter derfor ufortrødent de afhøringer, han mener, der skal til.

Da endnu en lille pige forsvinder, sættes alle sejl til for at finde hende. Alt tyder på, at det er samme gerningsmand, der er på spil, og ingen er i tvivl om den store fare, den lille pige er i.

Arne Woythal fortæller overbevisende, både hvad angår, efterforskning, miljøbeskrivelser, naturbeskrivelser og beskrivelser af mennesker.

Især hen mod bogens slutning, er der dramatik. Når jeg læser en krimi eller en spændingsroman, kan jeg bestemt godt lide, når der er drama for alle pengene. Det er dog ikke den slags drama, der er i ”Under nordlys”. Det er det helt realistiske drama, som virkelighedens politifolk kan komme ud for. Det er meget overbevisende skildret.

Efter min mening er ”Under nordlys” den bedste af Arne Woythals nu 4 bøger i serien om Rasmus Berg, og jeg venter spændt på den 5.

5 krimihjerter af 5

Byens Forlag 2019 – 326 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...