”Oraklet” af Finn Halfdan

People’sPress 2019 – 382 sider

Min anmeldelse

Da Daniel Bro var teenager blev hans lillesøster, Sofie dræbt. Drabet blev ikke opklaret. Det betød, at Daniel besluttede sig for at blive politimand og derved selvforsøge at opklare drabet ved at gå efterforskningsmaterialet igennem. Det lykkes desværre heller ikke for ham at komme opklaringen nærmere, til trods for at Daniel bliver en særdeles dygtig og værdsat efterforsker.

Sagen bliver henlagt, men netop samme dag det sker, indtræffer det helt utrolige, at en anonym person, der kalder sig Oraklet ringer Daniel op og tilbyder at afsløre gerningsmænd til uopklarede forbrydelser – og også Sofies drabsmand – mod at Daniel til gengæld skal udlevere fortrolige oplysninger om andre drabssager – noget som er helt uforeneligt med at være politiefterforsker.

På meget fin vis skildrer Finn Halfdan alt det, der sker i hovedet på Daniel.

Bogen er skrevet i jeg-form, så man er ikke i tvivl om, at Daniel higer efter hævn, og da det viser sig, at Oraklet i høj grad har noget et byde ind med, indleder Daniel et samarbejde med Oraklet. Fra det øjeblik indtræffer der mange højdramatiske situationer, som Daniel og hans kvindelige makker, efterforskeren Alba må agere ud fra.

Man præsenteres for mange interessante personer bogen igennem. De er fint karakteriserede og repræsenterer mange forskellige typer. Ligeledes skildres de steder, hvor handlingen sker særdeles godt. Den største del af handlingen foregår i Roskilde. Interessant er det at læse om den meget spektakulære gamle bydel ”Bjerget” med dens smukke gamle bindingsværkshuse. I øvrigt spiller Roskilde Domkirke også en rolle i bogen.

Et meget stort tema i bogen er hævn. Hvor langt vil man gå, for at hævne noget forfærdeligt, der er gået ud over en af ens kære? Et er hvad den almindelige borger vil gøre, noget andet er, hvad en politimand vil gøre? Er der i det hele taget forskel?

Andre temaer i bogen er venskab, samarbejde på arbejdspladsen – her på politistationen og lidt kærlighed.

Hvad det er, Oraklet har at byde ind med, når det gælder om at afsløre gerningsmænd, skal ikke afsløres her, men det er noget, som godt kan give anledning til eftertanke.

En spændende krimi med en god overraskelse til sidst. 

4 krimihjerter af 5

People’sPress 2019 – 382 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...