”Kastaniens DNA” af Palle Hyldgård Poulsen

Peckinpah 2018 – 382 sider

Min anmeldelse

Palle Hyldgård Poulsen debuterer med krimien ”Kastaniens DNA”.

Det er en rigtig fin debut. Bogen er spændende. Ind imellem endog særdeles spændende og er på intet tidspunkt en ”sejtrækker”. Der sker noget hele tiden. Især de sidste 50 sider er højdramatiske.

Den franskfødte – men i Danmark bosiddende – milliardær Pierre Astola er blevet anholdt og sigtet for at være identisk med Klovnemorderen, som på tre år har dræbt ni unge mennesker med munden opskåret som et stort klovneagtigtsmil.

Den hårdkogte topadvokat William Kastanien bliver engageret som forsvarer for den sigtede.

Beskrivelserne af disse to personer er fine. William Kastanien, som er bogens hovedperson er en aldeles dygtig advokat, han har humor, og så kan han godt lide skønne piger og betragter med glæde ”storbarmede kvinder med stramme røve”.

I det hele taget er der udmærkede personbeskrivelser. Også de forskellige miljøer er beskrevet fint.

En meget stor del af handlingen foregår i Københavns Byret, hvor sagen mod Pierre Astola kører. Det synes jeg føltes godt og fornyende, idet jeg ikke tidligere har læst en dansk retssagskrimi.

Ud over at være til stede i selve retssalen følger man også alt det, der foregår bag kulisserne både hos advokater og politi, mens sagen kører.

I denne krimi er politifolkene ikke ”helteskikkelser”. De to efterforskere, Michael og Lars, som man især har at gøre med, er derimod skildret som et par meget utiltalende typer.

Uden at jeg har det helt store kendskab til, hvad der foregår i en retssal, mener jeg dog, at der er én stor fejl. Efter at alle afhøringer er afsluttet trækker nævningene sig tilbage for at votere. Hverken anklager eller forsvarer samler op på sagen, og den anklagede tilbydes ikke det sidste ord. Sådan mener jeg ikke, at proceduren er.

Det generer mig også, at den anklagede mentalundersøges i en fiktiv sikringsanstalt kaldet ”Dobbeltmuren”. I følge min bedste overbevisning, er det alt for amerikansk beskrevet. Hvorfor ikke bruge den eksisterende Sikringen i Slagelse?

Desuden tror jeg heller ikke, at hverken politifolk eller forsvarer får lov til at overvære en mentalundersøgelse gennem en spejlglasrude ind til psykiaterens kontor.

Ind imellem synes jeg, at personerne mangler at blive benævnt med både for- og efternavn og ikke kun fornavn.

Som sagt er er ”Kastaniens DNA” meget spændende, men den er også noget usandsynlig hist og her, men pyt alligevel – for jeg var godt underholdt.

Uanset mine kritikpunkter vil jeg se frem til at læse næste bind i serien om Wilhelm Kastanien.

Ingen tvivl om at Palle Hyldgård Poulsen har en krimiforfatters DNA i sig.

4 krimihjerter af 5