”Arkimedes” af Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm

Politikens forlag 2017 – 421 sider

Anmeldelse

Når jeg i min barndom læste en bog med spænding og dramatik i, sagde de voksne altid: “Nå, du er nok i gang med en rigtig knaldroman.”

På en måde kan man også betegne ”Arkimedes” som en ”knaldroman”. Dels er der både spænding og dramatik i bogen, og dels er der så sandelig også mange scener i bogen, hvor der ”knaldes” på bedste erotiske vis. 

Malene Jørgensen, som mange læsere vil huske for forfatterparrets første roman, ”Bundfald”, bliver i denne bog udnævnt til direktør for organisationen ”Hjælp Barnet”. I løbet af kort tid hober problemerne for Malene Jørgensen sig op på flere fronter. Bl.a. opdager hun, at der foregår misbrug af unge piger, som er placeret på en ungdomsinstitution på Lolland.

Det viser sig senere, at misbruget af pigerne er et mindre led i en større plan af samfundsomstyrtende karakter ved hjælp af ”Operation Arkimedes”.

Journalisten Mathias Zobel, som Malene havde et forhold til i ”Bundfald”, involveres tilfældigvis også i denne sag. ”Bob-bob” – men tingene skal jo passe sammen! Det kan nok ikke undre, at Malene og Mathias finder sammen igen, men må undervejs sammen gå gruelig meget igennem.

To voldsomme drab finder sted. Det ene involverer i den grad Malene, og intensiteten i handlingen tager til, bl.a. fordi den selvtægtsgruppe fra ”Bundfald”, der afstraffede børnekrænkere, nu også er på banen igen

Ingen tvivl om at bogen rører ved nogle samfundsrelaterede problemstillinger blandt andet om krænkelser af unge piger i private hjem og på ungdomsinstitutioner. Her har Lisbeth Zornig i høj grad baggrunden i orden og ved, hvad hun skriver om.

Problemstillingen med, at visse højreorienterede kræfter går ind for at omdanne samfundet efter deres hoveder, er tankevækkende.

Beskrivelserne af de forskellige miljøer i bogen er gode. Hvad angår personskildringerne, synes jeg, at der er nogen, der er fine og realistiske, men jeg synes også, at der er andre af bogens personer, der ikke er helt troværdigt skildret.

Jeg mener også, at de forskellige handlingselementer i form af ”Operation Arkimedes”, misbrugsproblematikken og selvtægtsgruppens aktiviteter blandes for meget sammen.

Jeg kan sagtens forestille mig, at der kommer en efterfølger til ”Bundfald” og ”Arkimedes”. Den vil jeg naturligvis også læse for at se, hvad forfatterparret nu finder på. Jeg aner en cliffhanger til slut i bogen.

4 krimihjerter af 5

Politikens forlag 2017 – 421 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...