”Natten gemmer lyset” af Poul Erik Larsson

mellemgaard 2017 – 388 sider

Forlagets beskrivelse:

Et ungt par køber et gammelt hus, som ligger i udkanten af Lave Skov. Huset blev bygget helt tilbage i 1779, af en mand, som senere blev dømt til døden for et mord, som man senere fandt ud af, at han ikke havde begået. Det siges, at den gamle bygherre går igen. Da det unge par flytter ind, finder de hurtigt ud af, at noget er rivende galt. På samme tid forsvinder en syttenårig pige sporløst og inden længe, har politikommissær Marcus Falck og hans kompetente stab af efterforskere hænderne fulde i jagten på en bestialsk og hensynsløs morder, der finder sine ofre på udvalgte bodegaer og natklubber i Nordsjælland.  Anmeldelse:

”Natten gemmer lyset” er den helt utrolig flittige forfatter Poul Erik Larssons 8. bog om politikommissær Marcus Falck og hans mandskab ved afdelingen for Personfarlig Kriminalitet ved Nordsjællands Politi.

Forfatterens fortællelyst og ”hittepåsomhed” er enorm. Sådan forholder det sig også i denne krimi. Denne gang har han indflettet en spøgelseshistorie, som kører sideløbende med selve krimiintrigen.

Om man er til spøgelseshistorier er en smagssag. Det er ikke ligefrem dem, jeg vægter højest, men jeg skal ikke nægte, at det var ganske spændende at læse om hemmelige gange fyldt med spindelvæv og flagermus.

Jeg synes til gengæld, at det er helt urealistisk, at politifolk forsøger at afsløre hemmeligheder i et ”spøgelseshus” uden at være tilkaldt, men i bund og grund gør det af personlig interesse og nysgerrighed.

Almindeligvis er det Marcus Falck, man følger mest, men denne gang er han ikke så meget på banen, idet han overlader en stor del af efterforskningen til sine medarbejdere.

Krimiintrigen, med unge piger der forsvinder, og senere findes dræbte, er OK.

Det synes jeg til gengæld ikke opklaringsarbejdet er. Måske nok til at begynde med; men da der ikke sker nogen hastig opklaring, tilkaldes efterforskere fra Københavns Politis Drabsafdeling for at yde assistance. Tilmed overgår ledelsen af efterforskningen til en af de tilkaldte københavnere. I virkelighedens verden vil noget sådant ikke kunne ske.

Meget af det, der sker i bogen, passer lidt for godt sammen som fod i hose. Den er let tilgængelig oghurtigt læst, og der sker noget hele tiden.  

Jeg mangler dog mere dybde og realisme, så jeg giver den karakteren

3 krimihjerter ud af 5

mellemgaard 2017 – 388 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...