Peoples’Press 2017 – 330 sider
I ”Kragemanden”, som foregår i Aarhus og omegn, findes en kun 12-årig pige dræbt og anbragt på køleren af en bil og med ansigtet skrællet af. En krage – sluppet løs af drabsmanden – basker rundt i garagen, hvor bilen holder.
Flere dræbte unge piger findes. En seriemorder er løs i Aarhus.
Inger Wolf har researchet meget om seriemordere, så hun ved, hvad der kan foregå i hovedet på den type mennesker.
Selv om der forekommer temmelig mange spektakulære scener i bogen, kan man sagtes forestille sig, at psykopatiske seriemordere kan agere som beskrevet, også selv om den slags drab heldigvis ikke er set i Danmark.
Hovedpersonen psykiateren, Christian Falk tilknyttes politiets efterforskningsteam som konsulent for at hjælpe til med efterforskningen af drabene og kommer i den forbindelse ud for skræmmende oplevelser, som også kan være svære at bearbejde selv for en psykiater.
I forbindelse med efterforskningen er der en ung kvinde blandt Christian Falks patienter på Statshospitalet i Risskov, hvis frygt for krager måske på en eller anden måde kan have forbindelse med drabene på de unge piger, hvor jo netop krager spiller en rolle. Kvinden er dybt traumatiseret.
Noget af det, der optager Christian Falk meget, er, hvilke former for behandling, man giver til traumatiserede og psykotiske mennesker. Også her kan man se, at Inger Wolf i den grad har researchet, så når Christian Falk fortæller, at euforiserende stoffer i mange tilfælde er bedre at bruge end de gængse lægemidler, som medicinalindustrien fremstiller, så har man en klar fornemmelse af, at Inger Wolf ved, hvad hun skriver om.
Bogens personskildringer er særdeles fine. Det gælder både, når det er de sympatiske og de usympatiske personer, man læser om. Selvfølgelig kommer man mest ind under huden på Christian Falk, som ikke ligefrem har haft en uproblematisk tilværelse. For at få hverdagen til at glide bedst, ryger han hash.
Man har heller ingen vanskeligheder ved at se de forskellige miljøer for sig.
”Kragemanden” er meget spændende, og krimigåden er ikke sådan lige til at løse for læseren. Dog er det ikke overraskende, at baggrunden for de forfærdelige drab er voldsomme og ubearbejdede hændelser under opvæksten, som har sat sig dybe spor hos drabsmanden, men hvem det er, kunne jeg ikke lige gennemskue.
Jeg har skrevet det før: Jeg holder meget af at læse bøger, som foregår steder, jeg kender. Det er også tilfældet i ”Kragemanden”, hvor Aarhus og omegn er stedet. Så når der findes et pigelig under en båd ved Norsminde, så kan jegse scenariet for mig.
Jeg går ud fra, at Inger Wolf er godt i gang med den 3. bog om Christian Falk. Den glæder jeg mig til at læse, og jeg har en teori om, hvad den bl.a. kommer til at handle om; men den teori holder jeg for mig selv.
5 krimihjerter af 5
Peoples’Press 2017 – 330 sider
Reklame:
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO