Interview med den nye norske succesforfatter Geir Tangen

Den 31. januar 2017 udgav forlaget MODTRYK den debuterende norske forfatter Geir Tangens krimi ”Maestro”. Jeg fik en særudgave af bogen, som er beregnet til boghandlere og anmeldere. På omslagets bagside, stod der ”Selvudgivelse nu solgt til 15 lande”.

Da jeg havde læst bogen, havde jeg ikke svært ved at forstå det!

På Krimimessen i Horsens havde jeg gennem Marie fra MODTRYK fået mulighed forat få en snak med Geir Tangen. Vi fik os placeret ved et bord udenfor i det dejlige forårsvejr. Jeg havde min kone Marie med som ”bisidder” ud fra devisen, at ”fire ører hører bedre end to”.

Geir Tangen fortalte, at han er 47 år og bor i Haugesund i Norge. Han er avisjournalist og lærer. Han er gift med forfatteren Agnes Lovise Martre,ogde to har tilsammen tre voksne børn.  

Med begejstring i stemmen kom han ind på, hvor glad han var for at være blevet inviteret til at være med på Krimimessen i Horsens.  At man har mulighed for at bruge et gammelt fængsel som ramme, syntes han, var helt fantastisk. 

Jeg benyttede lige lejligheden til at fortælle ham et par fængsels-historier. Vi var bl.a. inde på, at Jens Nielsen var den sidste mand i Danmark, der blev henrettet her. Desuden fortalte jeg om Carl August Lorentzens spektakulære flugt gennem en tunnel, han havde gravet. Han er berømt for citatet: ”Hvor der er en vilje, er der en vej”.

Disse fortællinger gjorde bestemt ikke Geir Tangens begejstring for omgivelserne mindre, og i øvrigt synes jeg, at Lorentzens citat passer rigtig godt på ham!

På spørgsmålet, om hvorfor han blev forfatter, var svaret, at han altid har kunnet lide at læse. Da det især var krimier, han læste – og det lige fra barndommen af – var det for ham   helt naturligt, at han ville forsøge sig netop med en krimi. Han havde bare altid haft lyst til at skrive selv. Det skulle prøves.Det blev så til bogen ”Maestro”.

Han var så heldig, at få bogen antaget på et mindre norsk forlag, men det gik desværre konkurs inden udgivelsen. Han tog derforselv chancen og blev selvudgiver. Bl.a. blev Facebook brugt flittigt til at booste bogen.Succesen med ”Maestro” var så stor, at Norsk Gyldendal siden købte rettighederne, og nu er bogen udgivet i 15 lande.

Jeg spurgte ham, om hvordan det er at have fået så stor en succes. ”Det er fuldstændig surrealistisk. Det er akkurat som en drøm, der er gået i opfyldelse”, sagde han.

”Har du har tænkt dig at leve af at være forfatter nu?” Geir Tangen svarede, at han lige nu har orlov fra lærerjobbet for at skrive de to næste bøger i trilogien om politiefterforskeren Lotte Skeisvoll og journalisten Viljar Ravn Gudmundsson – hovedpersonerne i ”Maestro”.

Han regner med. at bog nr. to ”Hjerteknuser” udkommer til maj. Til august er han igen bag katederet som lærer efter et års orlov. Han vil lige se, om succesen holder. Det er jeg nu sikker på, at den gør!

Udover nu at være forfatter, har Geir Tangen i mange år været krimiblogger. Han har Norges største krimiblog. Jeg var interesseret i at få at vide, om han agter at fortsætte som blogger, og om det kan forenes med, at han selv er forfatter.

”Jo, jeg fortsætter som blogger, også selv om jeg nu selv er forfatter. Det kan være svært at anmelde forfatterkollegaernes bøger, men da jeg kan lide at være ærlig, ja, så går det.”

På mit spørgsmål om, hvad forskellen – efter hans mening – er på at være professionel anmelder og blogger, svarede han: ”En professionel anmelder er som regel litteratur-uddannet og vejer tingene mere, ja, er netop professionel.Efterhånden er der kommet flere og flere rigtig gode bloggere, og for forfatterne er de faktisk mere vigtige end de professionelle, fordi de skriver ”lige fra hjertet” og har engagement. Ikke mindst har de lettere ved at nå læserne end de professionelle anmeldere.”

Tilbage til selve forfatterskabet. Geir Tangen fortalte, at al hans skrivning på forhånd er nøje planlagt. Han ved lige præcis, hvad der skal ske hvor og hvordan. Han kan skrive i op til 15 – 16 timer om dagen. Skrivningen foregår i sofaen hjemme i stuen. I den ene ende af sofaen sidder Geir Tangen og i den anden ende sider hans kone og skriver på hver deres bog. Undervejs i skriveprocessen giver de ofte hinanden gode ideer.

Det er ikke kun hans kone, der får kendskab til indholdet af hans krimier inden udgivelsen. Han har 7-8 faste prøvelæsere, som kommer med deres kommentarer, og ind imellem også en ide, han kan bruge.

Vi kom også ind på, hvordan han promoverer sit forfatterskab. ”Jeg benytter mig vældig meget af de sociale medier. Jeg vil gerne værei kontakt med og kommunikere med mine læsere.”

Vi var ved at være færdige med interviewet, da Geir Tangens kone Agnes Lovise Matra dukkede op for at minde ham om, at han havde en ny aftale i løbet af 10 minutter.

Marie og jeg takkede for interviewet; men en god times tid senere fandt jeg igen Geir Tangen, fordi jeg nu havde fået ”den rigtige” udgave af ”Maestro”. Den fik jeg ham selvfølgelig til at signere.

Tak til Geir Tangen fordi han tog sig tid til at snakke med mig. Det bliver spændende videre frem at følge den nyopdagede norske krimiforfatter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...