”Kaninjægeren” af Lars Kepler

Gyldendal 2017 – 576 sider

Anmeldelse

Nu har Lars Kepler gjort det igen – skrevet en fantastisk spændingsfyldt thriller, som gør, at bogen er meget svær at slippe under læsningen. De forholdsvis korte kapitler–i alt 115–gør, at man hele tiden lige skal have det næste med. På den måde kommer man bogens 576 sider hurtigt igennem.

I lighed med Lars Keplers tidligere thrillers, skal man være indstillet på, at der indgår mange særdeles voldelige scener i bogen. Nogle er endda direkte modbydelige. Grunden til at disse indgår i handlingen, skal efter min mening ses som Lars Keplers måde at beskrive dels den totalt skræmmende drabsmands forkvaklede sind, og dels også vise, hvilke uhyrligheder, efterforskere kan komme ud for. Om man så synes, der er ”skruet for voldsomt op for blusset”, må den enkelte selv afgøre.

Det er nu 6. gang, at ægteparret Alexandra og Alexander Ahndoril under pseudonymet Lars Kepler skriver en thriller med den sympatiskeog meget dygtige politimand Joona Linna i hovedrollen. I den foregående bog ”Stalker” blev han idømt fængselsstraf som følge af hans ageren i forbindelse med opklaringen af stalker-sagen.

I ”Kaninjægeren” sidder Joona Linna derfor i fængsel, da bogenstarter. Et meget spektakulært drab gør, at det svenske sikkerhedspoliti SÄPO af forskellige årsager ser sig nødsaget til at få ham sat fri, da de skal bruge hans ekspertise i opklaringsarbejdet. På den måde kommer han igen til at arbejde sammen med Säpo-agentenSaga Bauer, som han har kørt parløb med i de foregående bøger af Lars Kepler.

Det er ikke småting, de to efterforskere kommer ud for. Her er dramatiske situationer med politiets indsatstyrke. Her er terrorfrygt. Her er nervepirrende spænding, hvor man ikke ved, hvad der sker bag den lukkede dør, som skal åbnes. Her er yderst livsfarlige situationer og mange andre spektakulære hændelser.

Alt sammen indgår i mysteriet om ”spree-killeren” omtalt som Kaninjægeren.

En ”spree-killer” er en person, som af en bestemt årsagdræber flere personeri løbet af meget kort i modsætning til en seriemorder, hvis drab almindeligvis sker over en længereperiode.

Inden Kaninjægeren dræber sit udvalgteoffer får vedkommende en telefonopringning, hvor der høres et barn læse en remse op om kaniner.

Det er virkelig en sag, som kræver alt fra efterforskernes side. De ser sig nødsaget til også at må tage uortodokse metoder i brug for så hurtigt som muligt at forhindre flere drab.

En helt utrolig god effekt i bogen er, at efterforskerne og læseren i god tid inden bogens afslutning får at vide, hvem Kaninjægeren er. Det ved de udsete ofre til gengæld ikke. Det betyder, at der her skabes ”suspence”, der bare vil noget.

”Kaninjægeren” er også meget andet end bare spænding og dramatik. Her er mange interessante temaer fx alkoholisme og stoffer, far-søn forholdet, parforhold contra ”one night stands”, kærlighed mellem modne mennesker, fængselsforhold, svigt, hævn, psykiatri m.m.

Personskildringerne er virkelig gode, man ”kommer utrolig godt ind i hovederne” på mange af bogens personer, ikke mindst fordi man ser handlingen fra forskellige synsvinkler.

Forfatterparret må have brugt utrolig meget tid på research, hvilket fremgår af de mange indgående beskrivelser af forskellige fakta.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på om den beskrivelse, der er af SÄPOS arbejds– og afhøringsmetoder virkelig er sandfærdig.

Jeg må i sandhed sige, at ”krimiåret 2017 er skudt i gang” med denne fremragende thriller.

5 krimihjerter af 5