People’s Press 2016 – 335 sider
Forlagets beskrivelse
I “Brændte sjæle” har Østjyllands Politi brug for assistance til at opklare en bizar drabssag, selvom de ikke har fundet liget endnu. Anton Jørgensen er blevet meldt savnet, men alt tyder på, at politiet i virkeligheden skal efterforske hans mord. Besynderlige spor såsom et afhugget øre, en stor mængde euforiserende svampe og et blodigt badeværelse, får dem til at bede psykiateren Christian Falk om hjælp med efterforskningen.
Falk træder til, selvom han er ved at afslutte et forskningsprojekt om seriemorderes hjerner og netop har opdaget, at en deltager har løjet. I den spændende krimi “Brændte sjæle” kommer Falk til at sætte alt på spil, da han med utraditionelle metoder skaffer sig indsigt i Antons sind og finder svar på en række spørgsmål – både om Antons død og om sit eget dybeste indre.
Anmeldelse
I “Brændte sjæle” har Inger Wolf forladt sit sædvanlige krimimiljø, hvor politikommissær Daniel Trokic har hovedrollen.
Det er der kommet en anderledes, men både spændende, interessant og tankevækkende krimi ud af.
Bogens altoverskyggende tema er brugen af euforiserende stoffer.
Temaet udspringer af, at politiet undersøger en lejlighed i Århus, hvor manmener, at der sandsynligvis har fundet et drab sted, da man finder et afskåret øre i lejligheden. Imidlertid finder man ikke noget lig. Til gengæld finder man nogle svampe af arten Spids Nøgenhat, der har en stærk euforisende virkning på dem, der indtager svampene.
Politiefterforskeren Henrik Dam allierer sig med vennen og psykiateren Christian Falk. Sammen forsøger de nu at finde ud af, hvad der er foregået i lejligheden, og hvilken betydning stofferne har i forbindelse med den forbrydelse, der helt sikkert må have fundet sted i lejligheden.
Inger Wolf har foretaget en grundig research og beskriver aldeles glimrende, hvad der sker, når man indtager stoffer. Det gælder både virkningen af Spids Nøgenhat og senere i bogen også af LSD.
Tankevækkende er det i øvrigt også, at psykiateren Christian jævnligt ryger en joint.
Et andet stort tema er, hvordan hjernen rent faktisk ser ud på mennesker, der har begået drab.
Psykiateren Christian er i gang med undersøgelser ved hjælp af scanninger af diverse morderhjerner, vel at mærke hjerner der sidder i hovedet på levende mordere.
Både den formodede drabsefterforskning og undersøgelsen af hjernerne afstedkommer spændende situationer, som er holdt på det realistiske plan.
Beskrivelserne af personerne er gode og realistiske, og man er om ad mange forskellige typer. Også miljøbeskrivelserne er gode og forskelligartede.
Bogens krimiintrige er spændende og ikke lige umiddelbart gennemskuelig, men alt kommer for en dag til sidst.
Det er dog min opfattelse, at psykiateren får for mange beføjelser i den efterforskning, der pågår. Jeg mener ikke, en psykiater vil være så direkte involveret i en efterforskning, som tilfældet er i bogen.
”Brændte sjæle” er en rigtig god bog, men jeg synes dog, at et par af handlingselementerne passer lidt for godt som ”fod i hose” i bestræbelserne for at gøre bogen endnu mere spændende og ugennemskuelig.
Som et kuriosum kan jeg oplyse, at Henrik Dams stillingsbetegnelse, vicepolitikommissær ikke mere findes. Den blev afskaffet i 2014.
En herlig detalje i bogen for mit vedkommende er, at handlingen foregår på steder i Aarhus og omegn, som jeg har personligt kendskab til. Selv min barndomsby Odder er med i bogen.
Bogen kan i høj grad anbefales.
4 krimihjerter af 5
People’s Press 2016 – 335 sider
Reklame
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som Lyd- og Ebog hos MOFIBO