”Aisha” af Jesper Stein

Politikens Forlag 2015 – 434 sider

Forlagets beskrivelse

En mand findes lemlæstet og torteret til døde i en penthouselejlighed i Amagers prestigebyggeri 8tallet. Vicepolitikommissær Axel Steen sættes på sagen, der bliver hans første, siden han knap to år tidligere var en hårsbred fra at miste livet under en storstilet undercoveroperation.
Axel Steen er mærket. Han har fysiske men, hans datter lider af angst for, at han skal dø, han har været nødt til at forlade sit elskede Nørrebro, han har fået ny chef, ny kæreste og ny makker, og han kæmper mod sin lyst til at give efter for de gamle dæmoner, der tidligere har styret hans liv. Nu står han midt i en spektakulær drabssag, der har alles bevågenhed.
Offeret i 8tallet er den midaldrende Sten Høeck, sikkerhedschef i Mærsk, tidligere ansat i PET’s antiterrorkorps og veritabel kvindebedårer. Da Axel retter blikket mod en tre år gammel terrorsag, støder hans privatliv sammen med efterforskningen, og han møder mere modstand end nogensinde før.
AISHA er en rå københavnerkrimi om en mand, der blot ønsker retfærdighed for ofrene – koste, hvad det vil. Som sine anmelderroste forgængere URO, BYE BYE BLACKBIRD og AKRASH foregår den i et nutidigt storbymiljø

Anmeldelse

For 4. gang har Jesper Stein skrevet en fantastisk krimi med Axel Sten i hovedrollen.

Det er en af de allerbedste krimier, jeg har læst i år, og den beviser, at Jesper Stein hører til allerøverst i toppen blandt de danske krimiforfattere.

Vi møder en Axel Sten, der ikke længere er afhængig af stoffer og alkohol. Han har simpelthen fået bedre styr på sit liv, men trods alt viser han også tendenser til en gang imellemat kunne falde i igen.

I øvrigt er han nu flyttet fra Nørrebro til Amager. 

Axel er stadig den meget dygtige og ihærdige efterforsker, der ikke helmer, før en sag er opklaret, men han er trods alt stadig et menneske ”med mange lig i lasten”.

Det drab – det første af flere – som Axel er sat til at opklare, er begået i 8tallet – et mondænt byggeri i Ørestaden. 

Gennem det meget realistisk skildrede opklaringsarbejde kommer man hurtigt til at lære en masse personer at kende. Det er både politifolk og vidner. Der er tale meget forskellige mennesketyper.

Flere af de ledende politifolk er yderst usympatiske, og Jesper Stein evner at skildre dem så levende, at man næsten farer i flint over dem.

På samme måde skildrer han også på lige så mesterlig vis de personer, som man gennem bogen kommer til at holde af.  

Da den dræbte mand har været ansat i PET medfører det, at en medarbejder – af anden etnisk herkomst end dansk – herfra bliver Axels makker i drabsefterforskningen. Det volder til at begynde med kompetencestridigheder, men det er intet at sammenligne med de hemmeligheder og fortielser Axel udsættes for af ledende PET-folk.

Dette tema kendes i øvrigt fra særdeles mange kriminalromaner, og med Jesper Steins baggrund som kriminalreporter, er jeg ikke i tvivl om, at der er meget om snakken.

Hovedhandlingen foregår i 2011, men der er en sideløbende handling til efterforskningen af en terrorsag, der foregik i 2007. Den dræbte fra 8tallet var med i denne sag som efterforsker, og det er på grund af ham, de to handlinger kobles sammen. 

Handlingen ses fra især to synsvinkler – nemlig Axel Stens og den kvindelige PET-agent Henriette Nielsens.

Interessant er det også, at noget af handlingen ses fra Axels datter Emmas synsvinkel. Det, der gør det interessant er, at pigen kun er ni år gammel. Det, hun især tænker på, er om hendes far er helt rask og kan klare sig efter den voldsomme medfart han fik under opklaringen af sin forrige sag.

Jo længere man kommer ind i ”Aisha” jo mere går det op for læseren hvor beskidt de hemmelige efterretningsvæsener arbejder. Skjulte dagsordener optræder ofte.

Selv om man arbejder i et efterretningsvæsen kan man godt have samvittighedskvaler over det arbejde, man er er del af. Fx kan det godt give spekulationer, når CIA også er på banen.

Kærlighed er også et tema i bogen. Axel har fået en ny kæreste – føromtalte Henriette Nielsen. Det er ikke et let forhold. Som mennesker holder de meget af hinanden, men problemerne er der i og med, at Axel er fra det almindelige politi og Henriette fra PET, så deres forhold kommer virkelig til at stå sin prøve.

Bogens afslutning er utrolig spændende.

Ud over den konkrete spænding, som ”Aisha” emmer af, sætter den også fokus på moral og etik inden for politiets og i særdeleshed PET’s opklaringsarbejde i forbindelse med en forbrydelse.

5 krimihjerter af 5

Politikens Forlag 2015 – 434 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som Lyd- og Ebog hos MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...