”Drengen ingen kunne finde” af Christian Mørk

Politikens forlag 2015 – 336 sider

Forlagets beskrivelse

Gordon Shane sidder i sin bil i Vermont og kigger op mod sin brors forkullede hus. Det gør han af og til, fordi han jages af tanker om brorens kone, Iris – der brændte op derinde – og om sin nevø Martin, der har været sporløst forsvundet siden branden.
Gordon har fundet Martins skitsebog et stykke fra brandtomten. Den er fyldt med tegninger af mænd med brede hatteskygger, der rider på store, brune heste. Men Martin har også tegnet en høj, tynd mand i en lang skødefrakke. Andre i området har set den mand dukke op på vejen, lige før byen blev hjemsøgt af dødelige uheld. Og ude fra skoven har nogen holdt øje med dem længe.
Christian Mørk er tilbage med en klassisk spændingsroman.

Anmeldelse

Det er vanskeligt for mig at anmelde ”Drengen ingen kunne finde” af den simple grund, at jeg almindeligvis ikke ”er til” bøger, der har et overnaturligt indhold. Et lille strejf kan jeg godt acceptere, men når der går så meget overnaturlighed i det, som i denne bog, plejer jeg at ”stå af”.

Det gjorde jeg ikke i dette tilfælde, forefterhånden som jeg kom længere og længere ind i handlingen, måtte jeg simpelthen have slutningen med for at se, hvordan det hele hang sammen.

En anden faktor, som også gjorde sig gældende for den fortsatte læsning, var, at bogen er meget velskrevet.

Personkarakteristikkerne er glimrende med alle de forskellige mennesketyper, man præsenteres for.

Ligeledes er miljøerne godt beskrevet. Flere gange følte man sig hensat til en westernfilm, når ”de anderledes” ladede deres tromlerevolvere, tog den bredskyggede hat på og sprang op på hesten.

Bogen er ganske spændende. Personerne kommer ud for mange dramatiske hændelser. Det være sig hvad enten de er ”normale” eller ”anderledes”.

Selv om ”jeg holdt ud” og læste bogen færdig, er jeg stadig ikke den, der umiddelbart går i gang med bøger af denne type, og derfor giver jeg den kun 3 krimihjerter. De, for hvem ”det der med det overnaturlige” bare lige er sagen, har sikkert en helt anden opfattelse, men jeg anerkender fuldt ud, at historien er ”godt fundet på.”

Hvis man begynder at fortolke romanen, er det måske noget med, at det moderne menneske ind imellem har en trang til – og uden hensyntagen til det oprindelige – at underlægge sig noget uberørt. I dette tilfælde natur og en oprindelig befolkning. Men måske overfortolker jeg?

Eller er det hele i virkeligheden bare et moderne eventyr?

3 krimihjerter af 5