”Hulemanden” af Jørn Lier Horst

forlaget punktum 2015 – 323 sider

Forlagets beskrivelse

Denne gang kommer døden til Wistings eget nabolag …

Blot tre huse fra efterforskningsleder William Wistings eget hjem, har en mand siddet død foran sit tv i fire måneder. Intet tyder på, at der ligger noget kriminelt til grund for dødsfaldet. Viggo Hansen var et menneske, der ikke blev set, selvom han levede midt blandt andre mennesker. Dødsfaldet får ingen overskrifter i aviserne, men noget ved sagen vækker nysgerrigheden hos Wistings journalistdatter, Line. Hun vil lave et nyskabende portræt af en helt ukendt person.

Men netop som Line går i gang med sine undersøgelser, får politiet melding om et andet dødsfald. En mand bliver fundet i en brønd, og han bærer præg af, at have ligget der længe. Et opsigtsvækkende fund på den døde bliver indledningen til en af de største menneskejagter i norsk kriminalhistorie. Det eneste der kan hindre politiet i deres efterforskning er, hvis pressen får nys om det, der er under opsejling.

Anmeldelse

Jeg har læst alle den norske forfatter Jørn Lier Horsts bøger om William Wisting. Jeg synes, ”Hulemanden” er den bedste, selv om de andre bøger fra hans hånd bestemt også er særdeles gode.

Jørn Lier Horst’s baggrund som politimand fornægter sig ikke. Den efterforskning, der beskrives bogen igennem, virker i den grad troværdig. Bogen er en politiroman i topklasse.

Bogens krimiplot er jagten på en amerikansk seriemorder, som har slået sig ned i Norge, og selv om en sådan jagt trods alt nok er noget usædvanlig og fantasifuld, virker krimiplottet yderst realistisk, fordi jagten beskrives så troværdig som den gør.

Troværdigheden gør sig også gældende, når det gælder personbeskrivelserne. Jeg kan rigtig god lide beskrivelsen af William Wisting. Han er en dygtig efterforsker, men samtidig er han også et ganske almindeligt menneske, der gør sig de bekymringer, som mennesker nu engang gør sig

Hans datter Line får man også et godt indblik i, og selv om hun udfører handlinger, som nok er ”heltindeagtige”, er hun også et menneske af kød og blod, samtidig med at hun er en dygtig journalist.

I det hele taget er der mange interessante persontyper i bogen.

Jeg synes også, at de tråde, der trækkes tilbage til visse af personernes fortid er interessante, og man må konstatere, at skoletiden for nogle af disse personernes vedkommende ikke har været ”lutter lagkage”.

Det fører så over i et meget stort tema i bogen, nemlig ”ensomhed”. Her beskrevet på en barsk og tankevækkende måde i form af, at et menneske kan siddedød i en lænestol i 4 måneder, uden at omverdenen har reageret.

At forfatteren så evner at flette ensomhedstemaet ind i krimiplottet, skal han have stor ros for.

For mig var bogen en pageturner af de rigtig gode.

5 krimihjerter af 5