Da jeg som dreng i 50’erne besøgte mine bedsteforældre i Ørting, en lille by mellem Horsens og Odder, beundrede jeg altid et maleri, der hang over skrivebordet. Det forestillede hovedbygningen på herregården Rodstenseje ved Odder. Her havde min bedstefar, som var gammel smedemester, i sine unge dage skoet herregårdens heste.

Min bedstemor fortalte mig, at billedet var malet af ”Maler-Christian”, og han havde foræret maleriet til min bedstefar og bedstemor engang i 1930’erne.

”Maler-Christian” var en ung mand, der havde haft sin læretid som maler hos en lokal malermester. Han kom i mine bedsteforældres hjem og var ven med mine morbrødre. Under besættelsen boede min mor hos ham og hans kone i Horsens, mens hun gik til eksamen på Handelsskolen der.

Jeg fik også at vide, at denne ”Maler-Christian” havde været en lidt speciel ung mand, der foruden at male malerier bl.a. gik til boksning, og at han efterhånden, som han blev ældre, var begyndt at skrive historier, som blev offentliggjort i ugeblade.

”Maler- Christian” fortsatte sine skriverier. Det var især historier og beretninger om dyreliv og natur.

 ”Maler-Christian” hed i virkeligheden Torben Nielsen. Det var ham som i 1970’erne og til sin død i 1985 skrev en række gode og anerkendte kriminalromaner.

Inden han blev en kendt forfatter, var Torben Nielsen politimand. Han startede i 1941 i Horsens for så i 1948 at flytte til København, hvor han blev til 1967. Her søgte han orlov fra politiet for så at flytte tilbage til Jylland igen for at hellige sig skriveriet.

I en artikel fra 29. juni 1967 i Horsens Folkeblad fortæller han: ”Springet bort fra politigerningen er ikke nogen pludselig beslutning. Den er modnet gennem de senere år, efter at jeg har opdaget, at jeg kan leve af at skrive. Det, jeg helst vil beskæftige med i min skribentvirksomhed er naturen, dyreverdenen og det humoristiske.”

I artiklen fortæller Torben Nielsen, at han også er kommet i gang med at skrive ”kriminalting”, og at den første kriminalroman, han skrev, var for et københavnsk dagblad som føljeton. Den er det endnu ikke lykkedes mig at få fat i.

I 1971 havde jeg allerede læst rigtig mange kriminalromaner og nok ikke haft mange tanker om ”Maler-Christian”, men så udgav Torben Nielsen sin første kriminalroman, ”Tilfældet Lisa Kjeldsen”, og fra da af købte jeg samtlige kriminalromaner, han skrev, indtil sin tragiske død ved en trafikulykke i 1985. Jeg læste også med stor fornøjelse hans TV-anmeldelser i Horsens Folkeblad.

To gange oplevede jeg Torben Nielsen holde foredrag om sine kriminalromaner, og begge gange havde jeg fornøjelsen af at snakke med ham efter foredraget.  Han kunne udmærket huske min mor og mine morbrødre og billedet, han malede af ”Rodstenseje”.

Torben Nielsen var en af de allerførste, der skrev deciderede politiromaner i dansk kriminallitteratur. Tidligere kan danske kriminalromaner beskrives som den klassiske ”who done it” romaner, som vi kender fra fx Agathe Christie. Torben Nielsen formåede at bringe et virkelighedsnært element ind i dansk kriminallitteratur

Nye strømninger fra USA fx Ed McBains romaner om Station 87 har givetvis påvirket den danske politiroman.

I politiromanen er en politimand eller –kvinde hovedpersonen. I politiromanen indgår ofte en efterforskningsgruppe frem for én enkelt politimand. Politiromanen beskæftiger sig som regel også med hovedpersonernes privatliv, og det er med til at give et mere nuanceret billede af hovedpersonerne i teamet.

Torben Nielsens efterforskningsgruppe er Drabsafdelingen på Københavns politigård også kendt som Afdeling A. Hovedpersonerne er kriminalassistent Jens Ancher og kriminalbetjentene Aage Brask og Hans Rieger, Der medvirker selvfølgelig også adskillige andre politifolk i romanerne, men mere perifert.

Da jeg i 1974 tog lærereksamen med bl.a. dansk som linjefag, skrev jeg en opgave, hvor jeg sammenlignede den klassiske krimi med den moderne politiroman. Den klassiske roman var en af John Dickson Car (har glemt titlen og kan ikke finde opgaven) og Torben Nielsen ”Galgesangen”. Jeg fik et 8-tal i dansk, og det har Torben Nielsen på en eller anden måde været med til at sikre. 

Så jo, Maler-Christian har fulgt mig op gennem tiden.

Selvfølgelig har jeg stadig alle Torben Nielsens bøger stående i reolen.

Jeg mener bestemt, at bøgerne stadig ”holder vand”, blot man husker, at politiet i Torben Nielsen krimier slet ikke rådede over de muligheder, som politiet har i dag. DNA og IT var fx slet ikke noget, man kendte til dengang.

Til gengæld er der mange politifolk, der i dagens Danmark synes bedre om den opbygning, som politiet havde dengang, hvor der var et kriminalpoliti og et ordenspoliti foruden adskillige andre politiafdelinger. Groft sagt – og nok også noget overdrevet – kan man sige at mange politifolk i dag arbejder med det samme. Det være sig opklaring af forbrydelser og almindelig patruljekørsel.

Her følger en oversigt over kriminalromaner Torben Nielsen skrev fra 1971 til 1985

 Tilfældet Lisa Kjeldsen, 1971

En kvindelig journalist findes myrdet i sin bil. Sagen efterforskes af kriminalassistent Ancher fra afdeling A, drabsafdelingen på Københavns Politigård. Efterforskningen tager sit udgangspunkt i den bekendtskabskreds, hun færdes i, og Ancher benytter sig af utraditionelle metoder som ikke billiges af politiledelsen. Bl.a. en lokkedue.

Tændstikleg, 1972

En rædselsslagen gymnasiepige finder liget af sin klassekammerat i skolens bibliotek. Der er flere mistænkte, en jaloux veninde, en vraget fyr, en af lærerne eller måske en helt fjerde. Det viser sig også, at den myrdede er gravid. Der skal efterforskes i mange personers forklaringer, inden Ancher opklarer sagen.

Galgesangen, 1973

Et tilsyneladende selvmord viser sig at være ikke så ligetil endda ifølge kriminalassistent Ancher. Politiledelsen vil have sagen arkiveret som opklaret, men Ancher fortsætter en uofficiel efterforskning, og han får ret i sine fornemmelser for, at selvmordet er et camoufleret mord.

Romanen blev ifølge krimieksperten Harald Mogensen ”Månedens Bog” i USA, hvilket, så vidt han ved, ikke er sket siden Isak Dinesens (Karen Blixen) ”Syv Fantastiske Fortællinger”.

Nitten røde roser, 1973

En ung mand har mistet sin forlovede, der er blevet kørt ihjel af en spritbilist. Den unge mand får et mentalt sammenbrud og indlægges på et psykiatrisk hospital, hvorfra han udskrives efter et år tilsyneladende rask. Men det er kun på overfladen, for dybt i ham sidder hadet til spritbilisten og hans passagerer stærkt forankret. Nu vil han have hævn, men ikke ved at slå dem ihjel men ved at slå dem ihjel, der står dem nærmest.

Krimieksperten Harald Mogensen fortæller, at Torben Nielsen på behændig vis har hentet grundhandlingen hos den fremragende amerikaner Cornell Woolrichs ”Stævnemøde i sort”, og at han hentyder til bogen i sin roman.

Bogen blev en stor succes og indbragte ham Edgar Allan Poe-prisen som årets bedste kriminalroman.

Tredive meter ned, 1973

En ung lærerinde skubbes ud over en skrænt og 30 meter ned. Hun har set noget, hun ikke skulle se. Afdeling A efterforsker sagen, som kulminerer, netop som gerningsmanden tror, at han har begået den fuldendte forbrydelse.

Enkejagt, 1975

En thriller, der på dramatisk og spændende vis beskriver en intelligent og psykopatisk mands planlægning og udførelse af ”den perfekte forbrydelse”.

At elske er at dø, 1976

To elskende er blevet dræbt af det samme skud i kvindens seng. Der er herefter lagt op til en spændende krimi, der byder på den ene overraskende udvikling efter den anden.

Terror, 1976

De var fem mand. Unge og skruppelløse. Når de skulle more sig, betød det overfald, terror og afpresning af sagesløse mennesker, der tilfældigvis var i deres nærhed. En dag endte det ud i mord. Det er en barsk og overbevisende bog, fordi historien er så realistisk, at den godt kunne være sand.

Voldtægt, 1977

Er en rystende skildring af to af hinanden uafhængige forbrydelser af den art, som i den senere tid (gælder stadig i 2015) har været genstand for adskillige debatter i dagspressen, nemlig hvornår er voldtægt i virkeligheden voldtægt.

Jønsson-sagen, 1978

Gamle Jønsson vender hjem til sin lejlighed på Vesterbro i København efter et hospitalsophold, men blot for at blive konfronteret med sin egen elendighed. Han beslutter at begå selvmord.

I den sene nattetime ringer han et menneske op – én om hvem han ligger inde med en frygtelig viden. Jønsson foregiver, at han vil bringe visse ting til politiets kundskab – i håb om at dette menneske vil bremse ham ved ganske enkelt at slå ham ihjel. Den gamle mand bliver ikke skuffet. Man finder hans lig i havnebassinet dagen efter.

Drabsafdelingen sætter alle sejl til, da noget tyder på, at flere skal dø for den ukendte morderes hånd.

Ancher, Rieger og Brask medvirker ikke i denne bog.

Lavinen, 1979

Bogen er en beretning om en ganske ung mands skæbne, som den kan forme sig, når de onde tilfældigheder er ude. Den unge mand bliver lejemorder.

Dage i september, 1981

Bogen er stadig aktuel. Den handler om et blodskamforhold mellem en far og hans datter. Romanen er fra Torben Nielsens side ment som et indlæg i debatten om dette emne. Torben Nielsen giver i bogen udtryk for det synspunkt, at hele denne problematik bør anskues lidt mere nuanceret en de fleste gør, for ud over det rent ulovlige ved sådanne forhold, er der også det rent menneskelige aspekt – hvad nu, hvis de pågældende i sagen rent faktisk mener, at de elsker hinanden?

Truet på livet , 1984

Efter min mening den dårligste af Torben Nielsens krimier. Det er en traditionel krimi, om en myrdet mand, der findes i et buskads i en provinsby. Intet nyt under solen i denne bog.

Ancher, Rieger og Brask medvirker ikke i denne bog.

I 1974 udkom ”Nitten røde roser” på film med Esben Høilund Carlsen som instruktør. I hovedrollen som politiassistent Ancher sås Poul Reichardt, og hans to nærmeste medarbejdere Rieger og Brask spilledes af Ulf Pilgaard og Jens Okking. I en anden hovedrolle sås Henning Jensen.

I 1976 blev også ”Terror” indspillet som film ligeledes med Reichardt, Pilgaard og Okking i hovedrollerne.