”Serafine” af Jakob Melander

Forlagets beskrivelse:

Københavns overborgmester, Mogens Winther-Sørensen, bliver fundet myrdet i sin herskabslejlighed. På gerningsstedet finder man en ung kvinde af udenlandsk oprindelse, tilsyneladende prostitueret. Hun er i choktilstand og nægter at opgive mere end sit fornavn – Serafine.

Politiassistent Lars Winkler er på den delikate sag, som kompliceres yderligere af, at den myrdedes mor, partiformand for De radikale og landets økonomiminister, blander sig i efterforskningen – godt hjulpet af sin PET-agent, som også er Lars’ ærkefjende. Og hvorfor virker ministeren og hendes mand så sært uberørte af deres søns død? Da Lars begynder at grave i overborgmesterens fortid, er der dunkle huller. Langsomt afdækkes en historie om en ung, idealistisk mand, der kun havde ét ønske: at gøre sig fri af sin familie og leve sit eget liv.

Min anmeldelse

Det første, der springer mig i øjnene, da jeg læser bagsideteksten på Jakob Melanders bog ”Serafine”, er at tingene kaldes ved deres rette navn. ”Overborgmesteren i København” og ”partiformand for De radikale”. Det sætter jeg stor pris på. Det styrker troværdigheden.

Også under læsningen af bogen bevæger man sig rundt på eksisterende steder i København, og tilmed befinder man sig adskillige gange midt i Metrobyggeriets støj og larm.

Det politimæssige i bogen er også i orden – også titlerne. Et sted er der ligefrem en henvisning til, at titlen ”kriminalassistent” ikke længere bruges. Det er sådan, jeg foretrækker det.

I bogen bevæger man sig rundt i mange forskellige miljøer. Vi er i politimiljøet, i politikermiljøet, i flygtningelejrmiljøet, i rigmandsmiljøet, i kriminelle miljøer, i pressemiljøet m.m. Alle miljøskildringerne skildres troværdigt.

Samme troværdighed gør sig gældende, når det handler om bogens temaer, som spænder vidt. Et tema som også er med i flere af nutidens krimier er forholdet mellem ”det almindelige politi” og PET. Både i ”Serafine” og andre krimier er dette forhold skildret temmelig betændt.

Et andet tema er magtbegær i politikerkredse, korruption samt børneprostitution, og hvad det fører med sig.

”Mønsterbryder-temaet” er også fremherskende i bogen. Dog her med omvendt fortegn, idet det her handler om at forlade et miljø, hvor alt drejer sig om at få magt og indflydelse til fordel for et miljø, hvor det handler om næstekærlighed.

Et andet meget stort tema handler om at være transkønnet og, hvad det med medfører af problemer.

Personerne i bogen skildres realistiske. Man tror på dem. Efterforskeren Lars Winkler er en dygtig efterforsker, men er også en person, som har sit at kæmpe med bl.a. på kærlighedsområdet. Han minder i øvrigt en del om hovedpersonen fra Jesper Steins bøger, Axel Steen. Han er en ensom ulv, fraskilt, konen har fundet sammen med hans foresatte, og han tager euforiserende stoffer. Han er dog langt fra at være helt ude i tovene, som tilfældet er for Axel Steen.

En af bogens fremtrædende karakterer er partiformand og økonomiminister Merethe Winter-Sørensen, som skildres som et brutalt magtmenneske.

Bogens titelperson Serafine, skildres også fremragende, og man kan kun have medlidenhed med hende over den skæbne, hun har fået.

Afslutningen på bogen er dramatisk og spændende, er temmelig overraskende.

Bogen igennem lyttes der til musik, så Jakob Melanders tilknytning til musikmiljøet fornægter sig ikke.

Det eneste, jeg undrer mig lidt over, er, at politikvinden Sanne ikke har sin pistol med sig, da hun og Serafine går ind i det nedlagte flygtningecenter.

4 krimihjerter ud af 5