”Men mor kom ikke” af Birgitte Bidgau-Davidsen

Forlagets beskrivelse

Anna og hendes venner havde som børn deres fædres fulde bevågenhed. Dette var en velbevaret hemmelighed, som fædrene vogtede nidkært over. Systematisk blev børnene indkapslet i en verden, hvor de som mennesker ikke eksisterede.
Anna forsøger som ung kvinde at slippe fri af fortidens dystre lænker. Men fortiden vil ikke slippe sit tag i hende, og et tilfældigt møde sætter en livsfarlig lavine i gang.
Vicepolitikommissær Karsten Bruun står nede i de lange og kønsløse kældergange under Herlev Sygehus og betragter måbende det makabre syn af en død mand siddende i en udtjent kørestol, iført en grotesk maske.
Da ofrets identitet bliver kendt, leder det tankerne hen på et dødsfald tidligere på året. Karsten Bruun og hans team aner nogle meget ubehagelige sammenhænge, der sender dem på en rejse ind i et univers, som fremkalder væmmelse, ubehag og afmagt. Det går op for politiet, at de ikke er alene om at bekæmpe uretfærdigheder og forbrydelser. Nogen er kommet dem i forkøbet, og spørgsmålet er, om de kan indhente forspringet.
MEN MOR KOM IKKE er Birgitte Bidgau-Davidsens første roman i serien om vicepolitikommissær Karsten Bruun.

Min anmeldelse

“Men mor kom ikke” har pædofili som hovedtema. Emnet behandles på en yderst sober måde, og læseren spares for detaljerede beskrivelser af, hvad ofrene udsættes for. Alligevel evner forfatteren at gøre det helt klart for læseren, hvad det er, der sker med børn, der udsættes for pædofile mænds handlinger.

Da bogen ses fra både de pædofiles og ofrenes synsvinkel, får læseren et godt indtryk af de tanker, der rumsterer i hovedet på både gerningsmænd og ofre. Således erfarer læseren, at den pædofile ikke opfatter sig selv om en forbryder, men som en oprigtig børneven.

Bogen beskriver også, hvordan mødre til de krænkede børn ofte lukker øjnene for, hvad deres børn udsættes for.

Også temaet om den hjemvendte Afghanistansoldat er med i bogen. Man får et udmærket indtryk af, hvilke traumer hjemvendte soldater kan bære rundt på.

Kærlighedstemaer spiller også med i bogen, og de tre temaer bliver efterhånden blandet sammen og kommer til at udgøre et hævntema.

Bogen springer i tid og sted, så man følger ofrene som både børn og voksne. Desuden følger man også krænkerne over en årrække.

Hvis nogen fejlagtigt skulle tro, at pædofili kun foregår i lavere sociale lag, viser bogen, at de øverste sociale lag har lige så mange pædofile.

Man skal et godt stykke ind i bogen, før selve krimiintrigen tager sin begyndelse. Det sker i forbindelse med, at en af de pædofile findes dødpå en måde, der til at begynde med opfattes som et selvmord.

Herefter ses en meget stor del af handlingen ud fra flere af efterforskernes synsvinkel, hvilket er med til give et differentieret billede af handlingen.

Det polititeam, der efterforsker dødsfaldet, er udmærket beskrevet og ganske realistisk. Således har forfatteren ganske fint styr på det politimæssige, omend der ikke er noget, der hedder sædelighedspolitiet og ordenspolitiet længere.

Berettiger pædofili også til, at der øves selvtægt? Også dette tema tages op i bogen.

Jeg synes på alle måder, at bogens indhold er relevant og faktisk også godt beskrevet, men desværre rummer den i særdeles høj grad alt for mange beskrivelser af personernes privatliv. Det gælder for alle personerne. Jeg er helt indforstået med, at privatlivsbeskrivelser er med til at karakterisere personerne, men her er der i alt for høj grad kommet for mange detaljer med.

Et eksempel er kap. 30, hvori beskrives hvordan et medlem i polititeamet holder komsammen og fortæller i deltaljer, hvordan han friede til sin kæreste. Et andet er beskrivelsen af polititeamets vinterbadeklub i kap. 42. Jeg kunne give utallige eksempler på, hvor der er overflødige beskrivelser, der efter min mening kun er fyldstof. Et godt råd kan derfor være, at forfatteren i sin næste bog forsøger “at skære ind til benet” og dropper alt fyldstoffet.

Stilistisk skriver forfatteren ind imellem på en lidt udefinerlig gammeldagsmåde. Fx “Selvom han på det sidste havde erfaret, at hans manddom ikke længere var, hvad den havde været, så kunne han konstant mærke følelsen af Maria i sine lænder.”

Ligeledes er det lidt usædvanligt, at hvert kapitel indledes med en overskrift, der fortæller, hvad kapitlet handler om.

Bogens temaer er særdeles vedkommende, og bogen er på mange måder også spændende, men alle de overflødige tanker og beskrivelser gør, at den hos mig ikke kan opnå mere end 3 krimihjerter ud af 5.

3 krimihjerter af 5