”Gladiator” af Jens Henrik Jensen

 Politikens forlag 2021 – 503 sider

Min anmeldelse

Efter min mening skylder man sig selv, at læse de fire foregående bøger i serien om Niels Oxen, før man læser ”Gladiator”. Bøgerne hedder: ”De hængte hunde”, ”De mørke mænd”, ”De frosne flammer” og ”Lupus”.

”Gladiator” er ganske enkelt et brag af en fremragende spændingsbog.

Den tidligere jægersoldatNiels Oxen er takket være en tillidsvækkende kvindelig psykolog gået i behandling for PTSD, som har plaget ham i mange år.  

Som et led i behandlingen skal han lede en overlevelsestur for krigsveteraner, der også lider af PTSD.

Da Oxen vender hjem fra turen dukker Mossmann, den nu pensionerede leder af PET, pludselig op for at bede ham om hjælp i opklaringen af drabene på 7 krigsveteraner, der er blevet likvideret på overlevelsesture i lighed med den, som Oxen netop er hjemkommet fra.

Oxen indvilliger. Herefter går der en meget intens efterforskning i gang, hvor Margrethe Franck, Oxens tidligere dygtige makker og gode ven også kommer til at indgå i efterforskningen. En meget dedikeret efterforsker, Sally Finnsen fra Eftersøgningssektionen ved Københavns Politi kommer også til at spille en stor rolle.

Man fornemmer klart, at Jens Henrik Jensen nøje ved, hvordan det danske politi er bygget op, og hvordan en efterforskning organiseres og føres ud i livet.

De personer, der indgår i handlingen, beskrives utrolig godt og realistisk. Man ser tydeligt, at Jens Henrik Jensen har stor indsigt i den menneskelige natur og ved, hvordan det psykiske har stor indflydelse på menneskers handlinger og i særdeleshed på personer, der lider PTSD.

Som læser bliver man da også meget bekymret, da Oxen pludselig forsvinder. Man får et klart indblik i det, der går gennem Oxens hoved, da han må kæmpe en kamp på liv og død blandt tilsyneladende ukendte fjender, der ikke regner menneskeliv for noget.

Da handlingen også ses fra Margrethe Francks, Mossmanns og snigskyttens side, får man tillige med god forståelse for deres ageren.

Efterhånden som efterforskningen skrider frem intensiveres spændingen.

Jeg holder meget af, at Jens Henrik Jensen lader noget af handlingen foregå på lokaliteter, som jeg kender godt.

Man kommer vidt omkring både i ind- og udland, før efterforskerne finder ud af sammenhængen i alt det, der foregår, og som tog sin begyndelse med likvideringerne af de 7 PTSD-ramte krigsveteraner.

Der er ingen løse ender til slut i bogen, og man konstaterer, at titlen ”Gladiator” er yderst velvalgt.

En herlig lille detalje i bogen er, da Nina Portland fra Syd- og Sønderjyllands Politi fra Jens Henrik Jensens bøger i Portland-serien hjælper Margrethe Franck med at finde ud af, hvor to personer bor.

Jeg vil ikke sige, at ”Gladiator” slutter med en decideret cliffhanger, men jeg tror, at den lægger op til en efterfølger.

Jens Henrik Jensen kan virkelig sin metier som spændingsbogsforfatter. Jeg vil glæde mig utrolig meget til at læse kommende bøger fra hans hånd.

Jeg vil selvfølgelig også se frem til, at der er ved at blive lavet en Tv-serie med udgangspunkt i de tre første bind i Oxen-serien.   

5 krimihjerter af 5

 Politikens forlag 2021 – 503 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...