Sammen med 6 andre bogbloggere har jeg den 14. juni 2017 haft fornøjelsen af at være inviteret af Politikens Forlag til at møde Jesper Stein, som netop nu er aktuel med sin anmelderroste krimi “Papa”.
Vi mødtes i Botanisk Have, hvor en del af handlingen i “Papa” foregår. Vi gik rundt i haven til de steder, hvor bogens hovedperson Axel Sten har sine møder med mere eller mindre fordækte personer. Det var meget interessant.
Jeg tror ikke, der var en af os gæster, der overhovedet lagde mærke til planterne og træerne, vi kom forbi. Det skulle da bare lige være for at se, hvor vidt området egnede sig til at skjule en af de snigskytter, der optræder i bogen.
Rundturen i haven sluttede af på den store væksthusterrasse over en kop kaffe. Herefter gik vi til Café Sult, hvor vi blev budt på en lækker plankeanretning. Begge steder var der rig lejlighed til at høre Jesper Stein fortælle om sit forfatterskab.
De forbrydelser, der er omdrejningspunktet i hans bøger, har han hentet inspiration til fra forbrydelser, der er sket i virkeligheden. I “Papa” er det et spektakulært bokskup i Danske Bank på Nørreport.
Når Jesper Stein går i gang med at skrive, skriver han løs uden den helt store struktur. Ikke noget med et storyboard og posters, der flyttes rundt på. Han kan sagtes have flere handlingsforløb i gang på en gang. Det er i øvrigt ikke altid, når Jesper Stein går i gang med at skrive, at han ved hvem, bogens skurk bliver.
Efterhånden som handlingsforløbene er på plads, flettes de sammen til en kontinuerlig handling.
Jesper Steins bøger har meget dramatiske handlingselementer, som sagtens kan være tilsat lidt drengerøvsromantik. Også beskrivelser af følelser spiller en stor rolle, og der er uhyre mange følelser på spil for en mand som Axel Sten, der har oplevet så meget “skidt” både som politimand og som privatmand.
Hvor det passer ind i handlingen bruger Jesper Stein gerne lyriske beskrivelser – som vel at mærke ikke må blive for lange – men metaforer undgår han helst.
Jesper Stein bestræber sig overordentlig meget på, at de fakta fra virkelighedens verden, der er med i hans bøger, er i orden. Er han i tvivl om noget, undersøger han det, dels ved at kontakte personer og dels ved at læse sig frem.
Jesper Steins erfaring som journalist gør det lettere for ham at kontakte interessante kilder.
For at bøgerne skal være så autentiske som muligt, vil han aldrig opfinde navne på fx aviser eller politiske partier, som ikke eksisterer.
Jesper Stein har altid nogle beta-læsere til at læse sine bøger igennem inden udgivelsen.
”Papa” har vist sig at være den krimi, som Jesper Stein har haft sværest ved at få styr på, men når slutresultatet blev det, han ønskede sig, er det jo til at komme over.
Desværre kommer man aldrig til at se Axel Sten i min hjemby Nørre Snede. Han hører hjemme i København lige bortset fra, når han arbejder undercover i Amsterdam.
Jesper Stein har solgt filmrettighederne til sine bøger, men om der nogensinde kommer film ud af det, er svært at sige. Han fortæller, at flere forfattere har gjort det samme, uden at en filmatisering har fundet sted. Selvfølgelig håber Jesper Stein på, at netop hans bøger kan danne baggrund for en film.
Hvem kunne – hvis en film blev aktuel – så spille Axel Sten? Jeg foreslog Jesper Stein selv, hvilket mange andre også har gjort. Det, mente han nu ikke, var nogen god ide.
Jesper Stein har endnu ikke planlagt en ny bog, men han har dog tænkt lidt på, om følgerne af den meget spektakulære afslutning i Papa på en eller anden måde kunne inddrages.
Fra mig skal lyde en stor tak til Politikens Forlag – og denne gang med Camilla Wahlgreen som primus motor – for at man igen har inviteret til et møde med endnu en af Danmarks allerbedste krimiforfattere.
Og sluttelig en lige så stor tak til Jesper Stein der på allerbedste, nærværende og humoristiske vis fortalte og besvarede spørgsmål om sit forfatterskab.