Modtryk 250325 – 294 sider
Fra bogens bagside
En højst usædvanlig hedebølge har ramt Vestfolden i Norge. I den brændende sommervarme er vandstanden i Farrissøen sunket så kraftigt, at den ellers så idylliske indsø er forvandlet til et tørt og goldt landskab.
På den udtørrede søbund findes liget af en ung mand med hånden tapet fast til styret på sin motorcykel, og kriminalefterforsker William Wisting ved med det samme, hvem den unge mand er.
På den anden side af søen finder en pensionist med en metaldetektor et halssmykke, der har tilhørt en pige, som forsvandt fra en svensk campingplads for fire år siden. Men manden har sine egne grunde til ikke at kontakte politiet om sit fund.
Wisting involveres i begge sager, og flere hemmeligheder blotlægges i landskabet, der langsomt bevæger sig tilbage til sin naturlige tilstand.
Min anmeldelse
Jeg glæder mig altid til at læse en krimi af Jørn Lier Horst, for han skuffer mig aldrig. Det gør han bestemt heller ikke med ”Tørt land”.
Det er en fremragende politikrimi. Alt det, der beskriver en politiefterforskning, er fantastisk godt beskrevet, hvilket uden tvivl skyldes, at Jørn Lier Horst selv tidligere har arbejdet som politiefterforsker.
Efterforskningen i ”Tørt land” drejer sig primært om fundet af en død ung mand tapet fast om håndleddet til sin knallert og en forsvundet svensk pige, som måske skal findes i Norge.
”Tørt land” er også meget mere end en krimi. Den fokuserer også rigtig meget på at beskrive tilværelsen i flere familier, og hvordan familiemedlemmer på forskellig vis bliver involveret i kriminalitet.
Beskrivelserne af personerne er fremragende. Det gælder pensionisten, der går rundt med en metaldetektor, hans kone, ægteparret, hvis datter bliver udsat for seksuel overlast, ægteparret, hvis søn mistænkes for at begå seksuelt overgreb, mænd, der kører rundt i autocampere, forretningsfolk, miljøaktivisten m.fl.
Et gensyn med William Wisting er altid godt. Han har efterhånden været tilknyttet det norske politi i 40 år, men er stadig en dedikeret efterforsker.
Mon ikke også det antydes, at Wisting er ved at blive forelsket.
Miljøbeskrivelserne er også virkelig gode. Bogens titel ”Tørt land” hentyder til den sunkne vandstand i en elv i nærområdet.
Jeg ser virkelig frem til kommende krimier fra Jørn Lier Horst.
Er man til en politikrimi, får ”Tørt land” min bedste anbefaling.
Modtryk 250325 – 294 sider
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO