”Bestseller” af Pascal Engman

People’s 281124 – 552 sider

Fra bogens bagside

Krimiforfatteren Raymond Salinas bliver fundet myrdet en morgen uden for sit hjem. Han var på vej til bogmesse i Göteborg. Vanessa Frank indser hurtigt, at den henrettede havde flere kontakter i det kriminelle netværk både i Sverige og i udlandet. De indgik som kilder i hans researcharbejde, og det står klart for politiet, at flere kan have haft interesse i forfatterens død.
Men Vanessa mistænker, at motivet bag mordet skal findes i Salinas kommende bogudgivelse, som gemmer afsløringer, der kan få vidtrækkende konsekvenser. For at få svar må hun følge de spor, som ledte forfatteren direkte i døden.
Bestseller er sjette fritstående bind i serien om kriminalassistent Vanessa Frank. Det er en spændingsroman om Stockholms bandekrige, international narkohandel og den stigende korruption i det svenske retssystem. 

Min anmeldelse

”Bestseller” er en spændende og tankevækkende krimi, hvor Pascal Engman på virkelig god og troværdig vis formår at flette en spændende krimiintrige ind i facts om den kriminalitet, der foregår i virkelighedens Sverige.

Man hører om bandekrige og international narkohandel, som styres af skruppelløse bagmænd, der også lader helt unge teenagebørn indgå i banderne.

I ”Bestseller” har krimiforfatteren Raymond Salinas ind til nu skrevet fire succeskrimier, der netop beskriver disse forhold. Han har åbenbart benyttet sig af kilder under researchen til især den sidste krimi og til den kommende. Det har betydet, at nogen i det kriminelle miljø føler sig truet, og derfor dræber ham ved et skudattentat.

Man følger nu en yderst realistisk efterforskning, hvori efterforsker Vanessa Frank spiller en stor rolle.

Hun og hendes kolleger kommer rundt i mange spændende og forskellige miljøer, hvor man bl.a. hører om medieverdenens interesse for det, der sker i det kriminelle univers.

Også beregnende advokaters interesse i at involvere sig på de kriminelles side indgår i handlingen.

Ikke alle politifolkene har det godt med hinanden, og man hører også om, at der er brodne kar i politiet.

”Bestseller” beskriver også fint forholdet mellem forældre og børn både i de hjem, hvor der er idyl og i de hjem, hvor der er tale om mistrivsel.

Personerne beskrives på allerbedste vis. Man lærer mange rigtig godt at kende, og så er det også spændende at følge Vanessa Frank og Nicolas, som har været hovedpersoner i seks krimier af Pascal Engman.

”Bestseller” har en spændende, vild og voldsom afslutning.

Jeg synes rigtig godt om ”Bestseller”, men jeg synes, der ligger en udfordring i at holde helt styr på personerne.

4 krimihjerter af 5

People’s 281124 – 552 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...