”Blodengel 4 – Ildmageren” af Lotte Petri

Fra bogens bagside

IKKE FOR SARTE SJÆLE
En skole brænder delvist ned, og et lig bliver fundet på brandtomten. Ofret er så forkullet, at kun en obduktion kan afgøre, om det er en mand eller kvinde. Retsmediciner Hack Grandahl finder en genstand i liget, en uhyggelig signatur, der peger på, at en seriedrabsmand er på spil.
En pyroman har over længere tid hærget i lokalområdet, og alle tænker, at det kun er et spørgsmål om tid, før gerningsmanden slår til igen.
Drabsefterforsker Sofie Engell bliver sat på sagen. Hun har netop været til julefrokost sammen med kollegaerne fra E-Gruppen, en fest, hvor hun bliver vidne til noget, der gør, at hun beslutter sig for at fejre julen helt alene, hvilket hendes makker og kæreste, Walter Bjørn Andersen, bliver meget oprørt over.
E-Gruppen er presset, fordi de mange pyromanbrande trækker et blodigt spor efter sig med ulykkelige pårørende og skræmte borgere. Da en ung kvinde bliver bortført, og en ny ødelæggende eksplosionsbrand bliver antændt, føler Sofie, at det hele er kommet ud af kontrol. Ildspåsættelserne rykker nærmere, pludselig bliver det personligt, og hun føler sig truet på livet.
ILDMAGEREN er fjerde bind i Lotte Petris hæsblæsende, bestialske og uhyggelige krimiserie, BLODENGEL.

De tre første bøger i serien hedder ”Tandsamleren” og ”Åndemaneren” og ”Tatovøren”.

Min anmeldelse

Igen har Lotte Petri skrevet en meget spændende og samtidig meget grufuld krimi, hvor der ikke spares på beskrivelserne af det, som bogens drabsofre udsættes for.

Lotte Petri beskriver grundigt, hvor og hvordan bogens forbrydelser foregår. I særdeleshedhører man meget om gerningssteder, hvor der har været voldsomme ildspåsættelser.

Jeg synes dog nok, beskrivelserne fylder lidt for meget.

Udover brandsteder er der også beskrivelser af steder, hvor der er begået modbydelige drab.

Man kommer rundt i mange forskellige miljøer, bl.a. der hvor de hjemløse færdes, man kommer også steder, hvor børn har haft det svært under opvæksten. Ligeledes hører man om skilsmissebørn. Socialrealisme indgår således på flere måder i bogen.

Personbeskrivelserne er glimrende, og man møder virkelig mange forskellige typer, der spænder lige fra de yderst sympatiske til de stik modsatte.

Bogens hovedperson er drabsefterforskeren Sofie Engel. Hende og hendes kæreste Walter Bjørn Andersen følger man både som efterforskere og som kærestepar. Det gøres på god vis.

Det politimæssige er også realistisk beskrevet. Det fungerer fint, at Lotte Petri har skabt E-Gruppen, som er en pendant til det hedengangne Rejsehold.

I lighed med mange andre krimier ser man igen, at hovedpersonen – her Sofie Engel – har vanskeligheder med sin overordnede.

En god og vidensformidlende krimi. Kommer der en efterfølger, skal jeg helt bestemt læse den.

4 krimihjerter af 5

Ink Black Publishing 2024 – 336 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...