Forlagets beskrivelse
Danmark mister sin uskyld, da en selvmordsbomber udløser en sprængladning under en af Tivolis mest populære forlystelser. Ingen tager ansvar for handlingen, og syv måneder senere har politiet stadig ingen spor at gå efter.
Politikommissær Lene Jensen har været en del af den resultatløse efterforskning, men da hun involveres i et dødsfald på Nørreport Station, ser hun pludselig en mulig forbindelse til bomben i Tivoli. Sammen med Michael Sander – eksklusiv privatdetektiv – forsøger hun at trænge til bunds i sagen. Kun for at opdage at nogle ved mere, end de fortæller, og at et nyt angreb i Danmark meget vel kan være nært forestående.
En og anden kunne nok fremføre, at ”Gengældelsen” er en usandsynlig og for fantastisk og fantasifuld bog.
Men er den nu det? Ikke temaet i hvert fald, for er det usandsynligt, at Danmark kan udsættes for et terrorangreb med selvmordsbomber fra fanatiske muslimer? Det er det vel desværre ikke, når man ser på, hvordan Danmark engagerer sig i bekæmpelsen af disse fanatikere- sidst Danmarks indsats i kampen mod ISIS.
Bogens tema er derfor både realistisk og aktuelt.
Hvorvidt efterforskningsarbejdet med at opklare terrorsprængningen i Tivoli er realistisk, er så spørgsmålet. Umiddelbart må jeg sige, at det er det ikke. Selvfølgelig er der virkelighed i efterforskningen, men den er tilsat så mange spændende, fantasifulde og spektakulære elementer, at den kun kan være udtænkt af en dygtig forfatter.
Når det så er sagt, synes jeg, at bogen er fantastisk spændende, sådan som en thriller skal være, og netop i den slags bøger gør det ikke noget, at tingene overdrives og gøres lidt usandsynlige.
Bogens kvindelige hovedperson, politikommisæren med det gode danske navn Lene Jensen og den mandlige hovedperson, den eksklusive privatdetektiv, Michael Sander er glimrende skildret.
I det hele taget er bogens personkarakteristikker gode, og persongalleriet et stort. Vi møder både forskellige typer af politifolk og terrorister.
Igen er vi ude for en bog, hvor der er konflikt mellem det almindelige politi og PET, og igen er ”petterne”, der er de usympatiske.
En dansk thriller af de absolut gode.
5 krimihjerter af 5
People´s Press 2014 – 412 sider
Reklame:
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO