”Skyggemanden” af Poul Erik Larsson

Forlagets beskrivelse

En gammel vandrehistorie vækkes til live, da en dreng forsvinder sporløst i Statsskoven. I vandrehistorien fortælles det, at skoven er delt op i to lige store halvdele. I den ene regerer Skyggemanden. Hvis man bevæger sig ind på hans område efter midnat, risikerer man aldrig mere at vende tilbage til sine kære. Under politiets efterforskning finder man ud af, at nøjagtigt det samme skete i Statsskoven for 24 år siden. En dreng forsvandt sporløst og blev aldrig siden fundet.

Sideløbende med sagen om den forsvundne dreng står Marcus Falck tillige over for tre uforklarlige mord, hvor morderen hver gang efterlader et afrevet stykke papir på sit offer. På papiret står skrevet nogle bogstaver, som umiddelbart ikke giver nogen mening.
Men da Drabsafdelingen i Nordsjælland først får åbnet op for de to mystiske sager, begynder begivenhederne at tage en højst dramatisk vending. En vending, som ingen i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig.

Min anmeldelse

Underholdende? Ja, ganske meget endda. Sandsynlig? Nej.

”Skyggemanden” er et mix af en krimi, en underholdningsbog i genren triviallitteratur og en ”drengrøvsbog” med spænding og dramatik, hemmelige gange og overtro.

Der er ikke mange stillestående sider i bogen. Der sker noget hele tiden. Det være sig lige fra kys og kram til slagsmål og pistolskud.

Bogen rummer to hovedhandlinger. En med opklaringen af tre drab og en med nogle drenge, der forsvinder i en skov. Derudover er der nogle sidehandlinger, som for så vidt ikke har noget med de to hovedhandlinger at gøre. Især mht. til disse sidehandlinger kommer det triviallitteraturmæssige aspekt ind.

Den ene af de to hovedhandlinger – den med efterforskningen af de tre drab – er den mest realistiske, men den opmærksomme læser vil let kunne afsløre, hvem morderen er.

Imidlertid rummer det politimæssige nogle graverende fejl. Der er ikke længere noget, der kriminalpolitiet. Titler som kriminalassistent m.v. bruges ikke længere, så ingen udnævnes til vicekriminalkommissær mere. Der findes ikke nogen Drabsafdeling hos Nordsjællands Politi, og Rejseholdet er for længst nedlagt.

Ind imellem synes jeg, at de implicerede politifolk er lidt for hurtige til at tage affære i kritiske situationer, i stedet for at vente til der kommer forstærkning.

Som garvet krimilæser virker det forstyrrende, når fakta ikke er i orden.

Den anden af de to hovedhandlinger – den med de forsvundne drenge – er efter min mening urealistisk, men spændende.

Personskildringerne er ganske udmærkede, men de triviallitterære elementer spiller også en rolle her.

Det vil efter min mening have pyntet på bogen, hvis der var ”skåret mere ind til benet” og derved strammet op på handlingen.

Hvorfor kalde en avis ”Dagens Nyheder”, som ikke findes i virkeligheden, når ”Ekstrabladet” kaldes ved rette navn? Hvorfor kalde det omtalte parti ”Danmarkspartiet”, når man ved, at partiet er ”Dansk Folkeparti”?

Ingen tvivl om at mange læsere vil finde bogen underholdende – for det er den, men den store krimi er den ikke.

3 krimihjerter ud af 5