Jentas 2015 – 371 sider
Forlagets beskrivelse
”Jeg er døden” er den syvende bog i serien, og bøgerne kan let læses individuelt.
En ung kvinde bortføres, og syv dage efter bliver hendes lig fundet på et øde grønt område ved Los Angeles’ internationale lufthavn.
Obduktionen viser, at hun er blevet torteret og myrdet på yderst bizar vis. Men overraskelserne ender ikke her. Denne morder kan lide at lege, og han har efterladt et brev i halsen på sit offer.
Kriminalassistent Robert Hunter, leder af LAPD’s specialafdeling for særligt voldelige forbrydelser, bliver sat på sagen. Men næsten omgående dukker endnu et lig op. Hunter og hans faste makker, kriminalassistent Carlos Garcia, ved, at det er et kapløb med tiden, for det går hurtigt op for dem, at de jager et uhyre. Et sandt rovdyr, hvis fortid gemmer på en grufuld hemmelighed, og hvis trang til at gøre mennesker fortræd og tørst efter mord aldrig kan slukkes – for han er DØDEN.
Chris Carter har taget hele verden med storm med sin fabelagtige thrillerserie om den intelligente kriminalassistent Robert Hunter.
Anmeldelse
Det er utroligt, at Chris Carter kan blive ved med at skrive så spektakulære thrillere, som han gør.
Det er ikke småting, han udsætter læseren for i ”Jeg er døden”. Beskrivelserne af mishandlingerne, der overgår mordofrene, er særdeles grufulde. Chris Carter siger tingene lige ud.
Chris Carter gør også utrolig meget ud af at fortælle om efterforskningen af de mordsager, man støder på, og det gør, at bogen ikke er en ”splatter-krimi”, men en krimi af de absolut bedre.
Karakteristikkerne af personerne er gode, og man møder mange forskellige karakterer. Dog vil jeg håbe, at det, man i løbet af bogen finder ud af om denne bogs seriemorder, er fri fantasi fra forfatterens side; men jeg er alligevel i tvivl, når man ved, at Chris Carter har arbejdet som kriminalpsykolog hos politiet og været med til at efterforske sager med seriemordere.
Uanset hvad, har Chris Carter en fantastisk evne til at sætte sig ind i hovedet på de værste forbrydere.
De to hovedpersoner, efterforskerne Hunter og Garcia er også yderst troværdigt skildret. Det samme er mordofrene, og man forfærdes, når man læser de tanker, der går gennem hovederne på dem, når de er i seriemorderens vold.
Man kan så stille sig det spørgsmål, om det er nødvendigt, at forbrydelserne bliver udpenslet så meget, som de gør. Når jeg accepterer det, er det fordi disse beskrivelser er med til i al sin gru at fortælle, at karakterisere den morder, der myrder løs på sin helt specielle facon.
Chris Carter er ligeledes utrolig god til at beskrive de forskellige miljøer, historien bevæger sig rundt i.
Bogen har en fantastisk spændende afslutning, men jeg synes nok, at opklaringen af ”krimigåden” er lidt for fantastisk, men så man tænker igen: ”Kan det her virkelig foregå i virkelighedens verden?”
Et er sikkert. ”Jeg er døden” er en fortræffelig thriller og pageturner af format fra mesteren Chris Carters hånd.
5 krimihjerter af 5
Jentas 2015 – 371 sider
Reklame:
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som Lyd- og Ebog hos MOFIBO