Eget forlag 2016 – 398 sider
Forlagets beskrivelse
Da Nina blev skudt i Århus i 1944, lignede det umiddelbart en likvidering af en stikker, der havde angivet danske modstandsfolk. Sagen blev meget hurtigt mørkelagt. Men ved en tilfældighed støder journalisten Benjamin ind i sagen 70 år senere, da han researcher i stikkerdrab under Besættelsen, og han aner han ikke, at han har stukket fingrene ned i en gammel uopklaret sag, som nægter at dø og som har trukket sine blodige spor langt frem i tiden.
Han opdager, at en politimand i 60’erne forsøgte at opklare sagen i forbindelse med et nyt mord i Århus. Politimanden gravede stædigt ned i sagen, men han fandt snart ud af, at ingen ønskede sagen opklaret – og mindst af alt hans chefer i politiet. Benjamin opdager, at sagen har medført åbne sår i hans egen familie, og at han er tættere på den gamle politimand, end han anede.
Fortællingen springer i tid mellem 40’erne, 60’erne og nutiden, men der er intet let svar på den dystre historie om fortidens drab.
Anmeldelse
”Som en besættelse” beskriver umærket, hvad der foregik i frihedskæmper-regi under Besættelsen. Bl.a. hører man om stikkerlikvideringer og om, hvordan modstandsfolk gik under jorden og til tidermåtte flygte til Sverige.
Efterforskningen af det mord, der fandt sted i 1967, og som trækker spor tilbage til likvideringen af Nina er meget grundigt beskrevet. For grundigt synes jeg. Der er utrolig mange afhøringer, og man skal være meget opmærksom for at holde rede på navne og dæknavne.
Endvidere forekommer der afsnit, hvor nogle af bogens personer – uden man ved hvem – deltager. Her tænker jeg bl.a. på et ophold i en kz-lejr og en deltagelse i en henrettelse af en landssviger. Jeg synes, det er forstyrrende for læsningen, at man ikke ved, hvem personerne er.
De ovennævnte afsnit kunne måske med fordel være placeret et andet sted ibogen, så de kunne passe bedre ind i handlingen.
Jeg synes også, at det virker lidt for usædvanligt, at den politimand, der ledede efterforskningen i 1967, er den researchende journalist Benjamins farfar.
Jeg skal ikke gøre mig klog på politiefterforskning i Aarhus i1967, men jeg synes ikke, den virker helt troværdig. Der er efter min mening for få efterforskere på banen. Der er heller ingen større briefinger, og man hører heller ikke om pressens bevågenhed. I virkelighedens verden skete det meget omtalte Højbjergmord i Aarhusforstaden Højbjerg netop i 1967. Det mord blev efterforsket efter alle kunstens regler og var meget fremme i datidens medier.
I bogen optræder en kriminalkommissær, hvis ageren jeg ikke synes er helt realistisk. Han burde på trods af, at det viser sig, han har været meget igennem, enten have være langt mere involveret i efterforskningen eller helt fjernet fra sagen.
De steder, hvor handlingen foregår, er godt beskrevet, og personligt kan jeg godt lide, at handlingen foregår i Aarhus, hvor jeg gik på handelsskole i netop 1967, og i den forbindelse kørte jeg i bus få timer efter Højbjergmordet var begået, og så det store politiopbud på gerningsstedet.
Bogen er efter min mening for lang.
Har du lidt positivt at sige? Er han debutant?
3 krimihjerter af 5
Eget forlag 2016 – 398 sider
Reklame:
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO