“Det dybe vand” af Paula Hawkins

Gyldendal 2017 – 439 sider

Anmeldelse

Jules (Julia) Abbott har det ikke specielt godt med sin søster Nel. Grunden hertil ligger i hændelser fra deres teenagetid, hvor de to søstre voksede op i den lille nordengelske by Beckford. Som voksen er Jules flyttet fra barndomsbyen, hvorimod Nel er blevet tilbage og har overtaget barndomshjemmet efter deres afdøde forældre.

Nel har forsøgt gentagne gange at få kontakt med Jules, men uden held. Umiddelbart efter et nyt forgæves kontaktforsøg, får Jules at vide, at Nel har begået selvmord. Hun har gjort det ved at springe i “Druknedybet”, som er et sted ved den flod, som løber gennem Beckford. Her har mange mennesker i tidens løb taget deres eget liv.

Jules føler sig tvunget til at tage tilbage til barndomshjemmet for at tage sig af Nels efterladte teenagedatter Lena.

Det bliver en meget ubehagelig rejse Jules kommer til at foretage sig “ad memory lane”. Hun konfronteres med minder, som er glemte eller misforståede og med minder, som hun helst vil glemme. Samtidig sker der forskellige nutidige tildragelser, som gør Jules tilbagevenden til barndommens land uoverskuelig for hende, for nu stilles der spørgsmål ved, om Nels død rent faktisk var selvmord, eller om det i derimod var overlagt mord.

Synsvinklen i bogen skifter ustandselig, således at man ser både de nutidige og de fortidige hændelser fra forskellige sider.

Skiftende synsvinklerkan være rigtig godt, men jeg synes helt klart, at der er alt for mange synsvinkler her. Der er ikke færre end 11.

Paula Hawkins har dog gjort det let for læserne af finde ud af, hvornår synsvinklen skifter, for når det sker, kommer der et nyt kapitel, som får navn efter den person, fra hvis synsvinkel handlingen nu ses.

“Det dybe vand” er en alvorlig psykologisk krimi. Forfatteren skildrer på glimrende vis, hvad der sker, når mennesker af den ene eller anden grund kommer derud, hvor de ikke kan bunde. I denne bog sker det endda i bogstaveligste forstand, idet flere personer dør i den dybe flod.

I det hele taget er personskildringerne fine. Det samme gør sig gældende, når det gælder beskrivelserne af de steder, hvor handlingen foregår.

Bogens to politiefterforskere Sean og Erin forsøger at redde de spegede tråde ud i de dramaer, der på forskellig vis udspiller sig, men man følger dem ikke kun som politifolk, men også som mennesker, der harderes egne problemer at kæmpe med.

Selv om jeg godt kunne blive opslugt af bogen, mener jeg godt, den kunne være strammet noget op. Der kunne også have været skåret betydelig ned på de mange synsvinkler, som handlingen ses fra.

3 krimihjerter af 5