”Skyggejægeren” af Camilla Grebe

Lindhardt og Ringhof 2020 – 431 sider

Fra bogens bagside:

I 1944 bliver en kvinde fundet myrdet i et baghus i Stockholm med hænderne sømmet fast til gulvet. Gerningsmanden bliver ikke fundet.

Tredive år senere bliver endnu en kvinde fundet myrdet på samme bizarre måde. Og igen ti år efter. Politiet står på bar bund uden nogen spor, og sagen arkiveres som uopklaret.

Da man under et nedrivningsarbejde i 2019 finder skelettet af en ung kvinde, er det efterforskerne Malin og Manfred, der kaldes ud til stedet. Det står hurtigt klart, at der er en sammenhæng mellem ofret og den gamle uhyggelige drabssag. De har desuden god grund til at ro, at gerningsmanden stadig er derude. Kan de nå at stoppe ham, før han slår til igen?

Anmeldelse:

”Skyggejægeren” er af det Det svenske Krimiakademi tildelt hæderen som ”Årets svenske krimi 2019”.

Camilla Grebe har med ”Skyggejægeren” skrevet en overmåde spændende krimi, hvor man følger personerne i livsfarlige og uhyggelige situationer.

Det er også interessant, at man får et godt indblik i efterforskningsarbejde i perioden fra 1944 til i dag.

Desuden er det tankevækkende at høre om, hvor vanskeligt kvinder har haft det som almindelige politifolk og efterforskere, idet mange mandlige politifolk har haft meget svært ved at acceptere, at kvinder har haft noget at byde ind med i politiverdenen.

Det også mere end antydes, at selv kvindelige politichefer nu om stunder også kan tvivle på underordnede kvindelige politifolks evner.

Personerne beskrives på allerbedste vis, og der er mange yderst interessante af slagsen. Camilla Grebe evner virkelig at karakterisere, hvordan nogle af de mandlige overordnede politifolk behandler deres underordnede kvindelige medarbejdere. Jeg blev virkelig harm.

Hvis man har læst de sidste 3 bøger af Camilla Grebe, som er ”Når isen brister”, ”Husdyret” og ”Dvale”, vil man kunne nikke genkendende til flere af bogens efterforskere, der også i denne bog fremstår klart og tydeligt.

Krimiintrigen er særdeles god. Man sidder selvfølgelig og spekulerer på, hvem drabsmanden kan være, og er det virkelig den samme, der har myrdet i 1944, 1974, 1984 og i 2019? Jeg opklarede ikke drabene, men det gjorde efterforskerne, og selvfølgelig er drabsmanden også beskrevet fuldstændig troværdig.

Ud over selve drabssagerne er det uhyre spændende at læse Camilla Grebes beskrivelse af kvindelige betjentes kamp for respekt gennem 50 år.

5 krimihjerter af 5