Gyldendal 2020 – 351 sider
Min anmeldelse
”Døden er kun et øjeblik” er Lisa Holmfjords debut som forfatter. Bogen er første bind i hendes nye thriller-serie. Hun er uddannet socialrådgiver, er direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre og har beskæftiget sig indgående med ligestilling, menneskerettigheder og vold begået mod kvinder.
I bogen tager Lisa Holmfjord emnet hustruvold op. Et emne som altid har været og stadig er aktuelt.
Vi hører om lægesekretæren Esther, som i sit ægteskab med lægen Andreas udsættes for en ekstrem voldelig adfærd. Hun får svære psykiske problemer og bliver alkoholiker. Hun flygter fra Andreas og kommer på et krisecenter, hvor hun møder andre kvinder, som også er blevet udsat for vold af deres ægtemænd.
Andreas får Karen – en god ven fra overklasse-vennekredsen – til at opsøge privatdetektiven David for at få ham til at finde Esther. David er tidligere politieftersker.
Lidt paradoksalt har David tidligere haft et forhold til Esther – et forhold som endte med et brud, som David bar skylden for, da han indledte et forhold til en ny kvinde, Anna, som er retskemiker. Også dette forhold går i stykker på grund af en meget ulykkelig hændelse. Bruddet og den ulykkelige hændelse resulterer i, at David bliver alkoholiker, er ved at gå i hundene og bliver fyret frapolitiet.
Esther bliver fundet, og hun og Andreas skal nu finde ud af, hvordan de hver især skal forholde sig til fremtiden. Selv om David finder Esther, involveres han mere og mere i det, der bliver kimen til en meget dramatisk, voldsom og ind imellem modbydelig handling, men hold da op, hvor bliver det spændende.
Man får et fantastisk godt og troværdigt indblik i, hvad der rører sig i hovederne på voldsramte kvinder, voldelige ægtemænd, hårdt ramte alkoholikere, en drabsmand, skeptiske politifolk m.v.
Miljøerne – krisecenteret, rigmandshuset, 70’er sommerhuset, den rodede alkoholiker lejlighed – er også fint beskrevet.
Thrillerdebutanten Lisa Holmfjord har skrevet en aldeles glimrende psykologisk thriller; men jeg har det lidt”træls” med, at den tidligere politimand, David og nu private efterforsker også er alkoholiker og ikke altid har det godt psykisk. Selvfølgelig er det ikke urealistisk, og det kan også overgå en politimand; men jeg synes, det bliver lidt for meget af det gode set i relation til bogens mange andre problemfyldte personer.
Ydermere synes jeg, at det er lidt søgt, at han så indgående kender den kvinde, som han engageres til at finde.
Jeg er helt klar tilat læse den næste bog i Lisa Holmfjords nye thrillerserie. Når man læser bogens epilog, får man en tydelig fornemmelse af, hvad den kommer til at handle om – og hvor lyder det spændende.
4 krimihjerter af 5
Gyldendal 2020 – 351 sider
Reklame:
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO