”Hævnen” af Inger Wolf

People’sPress  2020 – 363 sider

Min anmeldelse

”Hævnen” er tredje og sidste bind i Inger Wolfs serie, ”Pyromanen”. De to foregående er ”Sorger” og ”Giften”. Jeg vil anbefale, at bøgerne læses i rækkefølge, da nogle personer er gennemgående, og desuden hænger nogle handlingselementer også sammen i alle tre bøger.

Klara Larsson er hovedpersonen. Hun er efterforsker ved Østjyllands Politi med ekspertise i brandefterforskning. Hun er født i byen Lycksele i Nordsverige, hvor hun som barn blev bortført og holdt i fangenskab i over et år. Denne grufulde oplevelse har selvfølgelig præget hende gennem hele livet.

På meget kompetent vis skildrer Inger Wolf de tanker, som Klara gør sig og den adfærd, som de afstedkommer hos hende.

Bortførelsen af Klara i sin tid medførte, at familien flyttede til Danmark. Der var alt for mange traumatiserende oplevelser i Lycksele, til at familien kunne blive der.

30 år efter Klara blev bortført, sker en ny bortførelse i Lycksele, som resulterer i, at den bortførte pige findes myrdet. Svensk politi anmoder Sara om at komme derop, fordi der er mange lighedspunkter mellem Saras bortførelse og den nutidige. Svenskerne håber på, at Sara kan bidrage med oplysninger, som måske ikke kom frem i Saras barndom, og som kan hjælpe i den nutidige efterforskning.

Med sig på turen får hun sin kæreste og kollega Sebastian Winther. Også beskrivelsen af Sebastian er virkelig god. Han har forståelse for de problemer, Sara tumler med, men irriteres samtidig over, at han ved, at Sara ikke snakker med ham alt om det, hun ind imellem tumler med i sit hoved. Saras trang til at se ild ligger altid som en bekymring i ham.

Til trods for sin psyke er Sara en yderst kompetent brandefterforsker.

Da Sara og Sebastian kommer til Lycksele konfronteres Sara med sin barndom, og minder, hun havde fortrængt, dukker lidt efter lidt op. Nogle minder er yderst væmmelige, og Sara og Sebastian begynder nu på eget initiativ – sideløbende med den nuværende bortførelsessag – også at efterforske Saras.

Efterhånden som Sara og Sebastian finder ud af mere og mere om den nutidige sag, og Sara i særdeleshed også om sin egen sag, intensiveres dramatikken og spændingen.

De to danske efterforskere møder forskellige personer. Det gælder både dem, som indgår i den aktuelle efterforskning, men også nogle som Sara kender fra sin barndom.

Disse personer er også fint skildrede.

Det er da nok muligt, at der ind imellem skrues ekstra op for dramatikken, men i og med, at det indgår i en bog, hvor det psykologiske spiller en stor rolle, er det fuldt ud acceptabelt.

Gad vide hvad Inger Wolf nu finder på i sine kommende bøger? Jeg venter i spænding, for skrive det kan hun.

5 krimihjerter af 5

People’sPress  2020 – 363 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...