”I løgnens skygge” af Arne Woythal

Byens Forlag 290325 – 287 sider

Fra bogens bagside

Da den unge politibetjent Laura Ravnsborg søger en stilling i drabsafdelingen i København, bliver det modtaget noget anderledes, end hun havde forventet, for drabschefen udsætter hende for et fuldtonet MeToo-overgreb.
Som følge af episoden bliver hun sygemeldt på ubestemt tid. Det afholder hende dog ikke fra i privat regi at lede efter en ung mand, hvis mor frygter, at han har været udsat for en forbrydelse. Efterforskningen bringer hende snart på sporet af en international narkotikasmuglerring.
Sideløbende med sine undersøgelser i forsvindingssagen møder Laura den charmerende advokat Josephine Skov, og de to kvinder indleder snart et forhold. Kan Laura håndtere sin sygemelding, eftersøgningen af den forsvundne mand og et spirende forhold til den spændende advokat på samme tid?
”I løgnens skygge” er første bind i krimiserien om politibetjent Laura Ravnsborg.

Min anmeldelse

 I ”I løgnens skygge” gør Arne Woythal meget ud af beskrive politiets arbejdsmetoder og kollegaernes forhold til hinanden, og med hans erfaring som politimand i godt 40 år kan der nok ikke herske tvivl om, at beskrivelserne er realistiske.

At der også kan være brodne kar blandt politifolk, ser man tydeligt, da bogens hovedperson den unge politibetjent Laura Ravnsborg udsættes for et seksuelt overgreb fra drabschefen på Station City i København.

Hun bliver sygemeldt, men én gang politibetjent – altid politibetjent, så da hun via sin købmand bliver bedt om at lede efter hans nevø – en ung mand som er forsvundet, går hun i gang med det samme.

Hendes private efterforskning bringer hende på sporet af en international narkosmuglerring, der har forbindelse til et dansk rederi, hvor den unge forsvundne mand er ansat.

Inspirationen har Arne Woythal hentet fra virkelighedens verden, hvor et dansk rederi rent faktisk har været dybt involveret i narkosmugling.

Laura Ravnsborg handler sommetider før hun tænker, og inden læseren får set sig om, har hun været på rederiets kontor og spurgt sig for om den unge mand.

Herefter tager handlingen for alvor fat. Inden bogen er slut, har hun i den grad været involveret i dramatiske begivenheder. Her synes jeg dog nok, at det hele ikke er helt realistisk, men det er virkelig spændende læsning. Uha, uha.

Bogens personer er vældig godt beskrevet. På skurkesiden er det nogle rigtig modbydelige personer, man får kendskab til.

Politifolkene er også meget forskellige. Nogle er meget medgørlige kolleger, men der er også nogle gamle gnavpotter, der ikke har meget til overs for kvindelige politibetjente.

Da Laura Ravnsborg tilfældigvis møder den charmerende advokat Josephine Skov, er Laura ikke i tvivl om, at hun er lesbisk. Forholdet mellem de to beskrives fint.

Selv om handlingen nok ikke er helt realistisk alle steder, synes jeg bestemt bogen er værd at læse, og jeg skal helt sikkert også læse den næste bog i serien om politibetjenten Laura Ravnsborg.

4 krimihjerter af 5

Byens Forlag 290325 – 287 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *