Modtryk 100225 – 283 sider
Fra bogens flap
Det er 25 år siden, at den pensionerede retsmediciner Walther Brink blev værge for sit 7-årige oldebarn Channie, der havde levet hele sit liv på gaden med sin mor, som var stofmisbruger.
Den nu 93-årige Walther deler stadig matrikel med Channie i Ry, men nu i hvert sit hus. Channie har haft en omtumlet tilværelse, og tvivlsom dømmekraft har været hendes følgesvend.
Da Channie gennem sit arbejde som socialrådgiver møder ukrainske Elida, får hun af forskellige årsager svært ved at forblive professionel, og pludselig er både Walthers og Channies liv i fare.
VILDFØRT er en krimi om familiebånd, social udsathed og om, hvordan opvækstens grundvilkår skaber ringe i vandet langt ind i voksenlivet.
Min anmeldelse
”Vildført” er en meget spændende krimi, men den er i særdeleshed også en fremragende beskrivelse af en 32-årig kvinde, Channie Brink, der meget ofte har ”ondt i sjælen”.
Selve krimiintrigen handler om drabet på den ukrainske Elida og senere følger et drab mere.
Elida er lidt ved tilfældighedernes spil kommet i forbindelse med Channie, som er privat socialrådgiver og på den måde involveres i Elidas liv.
Da Elida findes dræbt indgår Channie i politiets efterforskning. Channie er helt og aldeles rundforvirret, kan på det nærmeste ikke huske eller måske rettere fortrænger hun, hvad hun og Elida har haft med hinanden at gøre. Det betyder, at Channie mistænkes for drabet. Alle de tanker hun har i den forbindelse, samt hendes agereren er virkelig godt beskrevet. Hun ved på det nærmeste ikke, om hun har slået Elida ihjel.
Den dræbte kvinde Elida havde lig i lasten. Hvorfor var hun kommet til Danmark? Var hun flygtning eller noget helt andet. Hvad havde hun at gøre med nogle russiske mænd, der dukkede op? Havde hun noget at gøre med den paramilitære russiske Wagner-organisation, som på selvstændig vis bekæmpede? Ruslands fjender?
”Vildført” indeholder også nogle virkelig gode beskrivelser af forholdet mellem Channie og hendes 93-årige morfar Walther, som hun har boet sammen med i 25 år. Hvorfor hun har gjort det, kan man læse i David Garmarks første bog i ”Brink-serien”, ”Kæntring”.
Også Walther bliver involveret i Elida-drabet.
Bogen er fyldt med interessante mennesker, hvoraf nogen ikke er, som folk er flest.
De steder, hvor handlingen foregår er meget velbeskrevne. En stor del af handlingen foregår i Aarhus, og for mig, som kender Aarhus temmelig godt og er kommet der siden 60’erne, er det på mange måder en tur ad Memory Lane.
”Vildført” indeholder mange spændende og dramatiske scener.
Ind imellem havde jeg lidt vanskeligheder med at holde styr på, hvad der var op og ned på det hele – sådan havde efterforskerne det også -, men der kommer en god forklaring på, hvorfor Elida og det andet drabsoffer bliver slået ihjel.
4 krimihjerter af 5
Modtryk 100225 – 283 sider
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO