Hr Ferdinand 020424 – 366 sider
Fra bogens bagside
Eksperterne i specialenheden Rejseholdet er i dyb krise, efter en af kollegaerne er blevet afsløret som seriemorder. Da en kvinde findes myrdet på en grisefarm uden for Västerås, peger alle spor i retning af, at forbrydelsen er blevet begået med en særlig person i tankerne: Sebastian Bergman.
Efter i årevis at have hjulpet Rejseholdet med at løse kriminalsager, er Sebastian i øjeblikket persona non grata, og hans tilbagevenden til Rejseholdet kan enten blive hans redning eller undergang. Samtidig bliver en af Sebastians tidligere klienter fundet død. Klienten mistede et barn under tsunamien i 2004, men hele familien og dén jul for snart tyve år siden er omgærdet af mystik. Spørgsmålene er mange, og kun datteren Cathy kan svare på dem.
Skylden man bærer er ottende bind i Hjorth & Rosenfeldts krimiserie om kriminalpsykolog Sebastian Bergman og Rejseholdets team.
Min anmeldelse
”Skylden man bærer” er en helt fantastisk krimi, som er fyldt med den ene overraskelse efter den anden.
Der indgår mange forskellige elementer i handlingen. Der er nervepirrende elementær spænding. Der er forældres altoverskyggende kærlighed til deres børn. Der er mindelser om den forfærdelige tsunami i Thailand i 2004. Der er kvinden, der ikke ved, hvem hendes far er. Der er had mellem personer. Der er kvinden, der med alle midler vil have en bestemt mand. Der er troværdig beskrivelse af svensk politis efterforskning. Der er politimanden, der fjernes som leder af en efterforskningsenhed. Der er den fængslede politiefterforsker, der har begået forfærdelige handlinger m.m.
Handlingen er ud over den gode intrige også særdeles tankevækkende.
Personbeskrivelserne er virkelig gode. Hovedpersonen kriminalpsykolog Sebastian Bergman er beskrevet på allerbedste vis. Det samme gælder den anden hovedperson, efterforskeren Vanja.
Læserne kommer rundt i mange forskellige interessante miljøer, der spænder fra en luksuslejlighed til en svinefarm og et øde, forsømt og afsidesliggende hus.
Alle elementer flettes sammen, så man får en helstøbt krimi, der afsluttes med en cliffhanger, der bare vil noget.
Jeg ser virkelig frem til den niende Sebastian Bergman-krimi.
5 krimihjerter af 5
Hr Ferdinand 020424 – 366 sider
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO