Modtryk 290923 – 350 sider
Da politiet i Pori begynder at efterforske overfaldet på en 98-årig krigsveteran, forventer de at finde en sammenhæng med andre ubeskriveligt brutale overfald på forsvarsløse ældre mennesker. Men da de finder en gammel Waffen SS-uniform hjemme hos et af de andre ofre, tager efterforskningen en uventet drejning. Det bliver op til Jari Paloviita, Henrik Oksman og Linda Toivonen at beslutte, om der findes handlinger, der aldrig kan tilgives.
FORTIET er tredje bog i Floddelta-serien, der kredser om de tre politifolk Paloviita, Toivonen og Oksman. Det er en fortælling om, hvordan fortiden griber ind i nutiden, og om, hvordan de valg, vi tager, kan påvirke resten af vores liv.
Bøgerne i Floddelta-serien kan læses uafhængigt af hinanden.
Min anmeldelse
”Fortiet” er en særdeles god og velskrevet krimi med et historisk tema, der fortæller om unge finske mænds deltagelse i 2. verdenskrig på tysk side.
Finland var som følge af den finsk-russiske vinterkrig i 1939 allieret med Tyskland.
Krimiintrigen tager sin begyndelse, da en 98-årig krigsveteran overfaldes på en gåtur ved det plejehjem, han bor på.
Jari Paloviita, Henrik Oksman og Linda Toivonen, som også var efterforskere i Arttu Tuominens to foregående krimier – ”Mørkebror” og ”Sendebuddet” – forestår efterforskningen.
Da yderligere en meget gammelkrigsveteran bliver bortført og hængt, er efterforskerne ikke i tvivl om, at forbrydelserne relaterer til noget, der er sket som følge af ofrenes deltagelse i 2. verdenskrig.
Der fokuseres i særlig grad på Tysklands og dermed de unge finske soldaters invasion i Sovjetunionen, den såkaldte Operation Barbarossa. Det er virkeligbarsk og grufuld læsning.
Hvordan de gamle krigsveteraner, der i nutiden er blevet overfaldet, agerede i krigen, får man et fantastisk godt indblik i, da bogens handling hele tiden skifter mellem nutiden og 2. verdenskrig.
Det er virkelige spændende og interessant at følge efterforskningen, som virker særdeles troværdig.
Arttu Tuominen evner på allerbedste vis at beskrive de steder, hvor handlingen foregår, det uanset om det, der beskrives, foregår i nutiden eller i fortiden.
Ligeledes er beskrivelserne af personerne fremragende, man kommer virkelig godt ”ind i hovederne” på dem.
Selv om det forholdsvis tidligt hen mod boges slutning antydes, hvordan det hele hænger sammen, blev jeg alligevel overrasket.
Arttu Tuominens ”Fortiet” er en virkelig god, spændende, tankevækkende og anderledes krimi. Den skiller sig væsentlig ud fra de fleste andre krimier.
5 krimihjerter af 5
Modtryk 290923 – 350 sider
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO