”Pigen ingen savnede” af Lisa Holmfjord

Gyldendal 150324 – 491 sider

Fra bogens bagside

En psykologisk thriller om overgreb, begær og moderskab.

Jeanett på 13 år bor i Tårnby med sin mor, lillebror og stedfar. Hverken hjemme eller i skolen er der nogen, der tager sig af hende. Kun hos underboen Layla har hun et frirum – indtil Layla skal rejse. Heldigvis får Jeanett en ny dansklærer, der ser og forstår hende. Men en dag er Jeanett væk.

David trives med sit fredelige politiarbejde på Station Amager. Indtil en 13-årig pige bliver meldt savnet. Da han erfarer, at sagen har tråde ind i hendes liv, kontakter han sin gamle kollega Linda.

Linda er efterforsker på Politigården og får straks øje på en forbindelse mellem Jeanetts forsvinden og en anden uhyggelig sag om en ung teenagepige. Situationen udvikler sig dramatisk, og det bliver umuligt for Linda at adskille arbejde og privatliv.

Layla kommer tilbage og kaster sig hovedkulds ind i eftersøgningen. Snart støder hun på David, og det viser sig, at deres veje før har krydset hinanden.

I kamp mod tiden bliver David, Linda og Layla nødt til at arbejde sammen for at finde den pige, som forbinder dem. Undervejs konfronteres de med menneskets allermørkeste sider, alt imens de hver især forsøger at få deres egne liv til at fungere.

”Pigen ingen savnede” er tredje bind i Lisa Holmfjords Tårnby-serie.

Min anmeldelse

Bogen foregår i København og på Amager.

Allerede på bogens første sider, erfarer man, at et meget vigtigt tema i ”Pigen ingen savnede” er grooming, som betyder, at en voksen prøver at blive venner med et barn eller en ung for senere at overskride dennesgrænser, ofte ved at få vedkommendetil at gøre noget seksuelt.

Et andet væsentligt tema er unges brug af de sociale medier, og hvad det kan medføre af grænseoverskridende handlinger.

Det, der er yderst spektakulært, er, at den grooming en af bogens hovedpersoner, den 13-årige Jeanett udsættes for, begås af hendes dansklærer HH.

Ud over den grooming, hun udsættes for, er hendes mor og far medlemmer af Jehovas Vidner. Det spiller også ind på Jeanetts opvækst på meget negativ vis.

Jeanett har ikke rigtig nogen venner i skolen.

Pludselig en dag er Jeanett væk. Hendes forsvinden efterforskes af politiet som et muligt drab.

Det er interessantat følge efterforskningen, men på grund af ævl og kævl efterforskerne indbyrdes bliver efterforskningsprocessen ind imellem noget besværliggjort.

De efterforskere, man især følger, er David fra Station Amager og Linda fra Personfarlig på Politigården (Her lå afdelingen til 2014, hvor den flyttede på Teglholmen).

Alt imens at politiet leder efter Jeanett, finder et forældrepar deres datter hængt. Selvmord eller drab? Det arbejdes der ihærdigt på at finde ud af, ikke mindst fordi den døde pige gik på samme skole som Jeanett.

Der er fart og tempo i handlingen. Der sker noget hele tiden. Efterforskningen er fyldt med problemer. Det bliver heller ikkenemmere, da det går op for efterforskningsledelsen, at en af efterforskerne er i familie med den forsvundne Jeanett.

En anden kvinde Layla, som ikke er ansat i politiet, men i FET (Forsvarets Efterretningstjeneste), indgår også i efterforskningen. Hun bor i lejligheden under Jeanetts familie og er voksenven med Jeanet.

På samme måde, som når en efterforsker er i familie med en forsvunden, synes jeg også, det er lidt søgt, når Layla er underbo til den forsvundne Jeanett.

Selv om det for så vidt ikke betyder noget for handlingen med disse relationer, synes jeg, at det er lidt søgt.

Jeg synes nok også, at de implicerede efterforskere har en lidt for problemfyldt tilværelse.

Jeg er desværre sikker på, at det, der beskrives i bogens temaer om grooming og aktiviteter på sociale netværk er helt realistisk.

”Pigen ingen savnede” er yderst tankevækkende, barsk og meget spændende. Bogens afslutning antyder, at der kommer en fjerde bog i Tårnby-serien. Den skal jeg helt bestemt læse.

De to første bøger i serien hedder ”Døden er kun et øjeblik” og ”Djævlen, du kender”.

4 krimihjerter af 5

Gyldendal 150324 – 491 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...