”Et ondt hjerte” af Linda Castillo

Hr. Ferdinand 050324 – 336 sider

Forlagets beskrivelse:

”Et ondt hjerte” er femtende bind i Linda Castillos serie om politichefen Kate Burkholder og hendes rødder i amishsamfundet.
En klar efterårsdag i Painters Mill modtager politichef Kate Burkholder et gruopvækkende opkald: En ung amishmand er fundet dræbt af pilen fra en armbrøst og efterladt på en grusvej midt ude i ingenting. Offeret er Aden Karn, tyve år, vellidt og fra en prominent amishfamilie, og Kate må nu forsøge at finde svaret på det presserende spørgsmål: Hvem kan begå en sådan forbrydelse mod en uskyldig, ung mand?
Efterhånden som Burkholder dykker ned i sagen, begynder hun dog at betvivle, hvorvidt Aden Karn i virkeligheden var et dydsmønster. Og da en ung amishkvinde står frem med en gruopvækkende historie, stiller det Kate over for de frygtelige konsekvenser af et liv levet på skyggesiden, hvor et mørkt sind avler et ondt hjerte

Min anmeldelse:

Med ”Et ondt hjerte” har Linda Castillo igen skrevet en spændende krimi med god fokus på efterforskningsarbejde og en god beskrivelse af amish-samfundet i Ohio. Selv om den måde, Kate Burkholder håndterer selve efterforskningen på, når hun færdes ”indenfor murene”, ligner dem fra de foregående bøger og egent­ligt ikke tilføjer noget nyt, er det nødvendigvis sådan, en efterforskning må foregå der.

Selv om amish-kulturen sværger til de gamle sæder og dyder, fornemmer man, at en del unge amish-mennesker skeler mere og mere til de omkringliggende samfund.

Netop dette faktum er et af temaerne i ”Ond hjerte”. Her viser det sig, at nogle unge er ”med på den værste” uden for selve amish-samfundet og kan godt finde på at deltage i vilde fester, dyrke sex inden ægteskabet både med andre unge amisher men også med ikke-amisher samt prøve euforiserende stoffer.

Efterforskningen af drabet på den 20-årige Aden Karn ledes som altid af politichefen i Painters Mill, Kate Burkholder. Hun er, som man kender hende, en god og dygtig politikvinde, som på god vis forstår at omgås sine medmennesker. Det gælder både de gode og til en vis grad også de mindre gode med mindre Kate Burkholders grænser overskrides.

Politiet i Painters Mill får virkelig sin sag for, og kun ved ihærdigt og troværdigt efterforskningsarbejde lykkes det at komme til bunds i drabet på Aden Karn samt drabet på en ung pige – et drab som også indgår i efterforskningen af drabet på Aden Karn.

Det er virkelig interessant at følge politiets efterforskning, som beskrives godt og grundigt. Det er ligeledes yderst interessant at få del i de tanker, som Kate Burkholder gør sig både om selve efterforskningen, men også de tanker og følelser hun har om mennesker og samfund.

Kate Burkholder og hendes kæreste John Tomasetti står for at skulle giftes, og det faktum indgår på passende vis i handlingen.

Da de to drabssager bliver opklaret, sidder man på mange måder tilbage med en trist fornemmelse.

”Et ondt hjerte” er virkelig god, og jeg skal selvfølgelig også læse den næste i serien.

5 krimihjerter af 5

Hr. Ferdinand 050324 – 336 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...