”Besættelse” af Lasse Holm

Politikens forlag 2023 – 284 sider

Forlagets beskrivelse

Jens har autisme og ser mønstre i alt. Ulla er tastedame hos politiet og savner eventyr. Sammen forhindrer de – næsten – landet i at blive besat.
København, foråret 1940. Ulla renskriver døgnrapporter hos politiet og er ikke til at styre på ti tønder land. Jens er kriminalassistent af laveste rang. Han har Aspergers og har sin helt egen logik. Sammen får de færten af, at noget ikke er helt, som det skal være. Et drama er under opsejling på den tyske ambassade, og de to outsidere forfølger spor, som andre ignorerer. Med Jens’ formidable evne til at danne mønstre af selv de mindste detaljer, og med Ullas fandenivoldske evne til at vade ind i andre mennesker med træsko på lykkes det de to originaler at komme overordentligt tæt på at forhindre, hvad der skal vise sig at blive Tysklands besættelse af Danmark.
Forfatteren af Besættelse, Lasse Holm, lå for døden, da han satte sit punktum i første udkast til, hvad der blev hans sidste bog. Trods sin fremskredne sygdom under tilblivelsesprocessen demonstrerer Lasse Holm her sin evne til at balancere velresearchet og dybdegående historisk viden med sin flair for det folkekomiske. Bogen er gjort klar til udgivelse af Lasses ven, forfatter Thomas Rydahl, som er trådt ind i teksten og har færdiggjort fortællingen efter Lasses eget ønske og helt i hans ånd.

Min anmeldelse

Lasse Holm har skrevet en højdramatisk og spændende historisk krimi, der foregår i København fra den 7. – 11. april 1940, da Danmark blev besat.

Handlingen tager sin begyndelse, da et ægtepar findes brutalt myrdet på Vesterbro. Den autistiske kriminalassistent Jens Kristensen og Ulla Bendixen – som renskriver rapporter på Politigården – bliver involveret i opklaringen. Den viser sig, at være uhyre vanskeligt, da nogle af de implicerede parter er tyskere, der har forbindelse til den tyske ambassade.

Jens og Ulla arbejder nærmest på egen hånd, da ingen af de øvrige politifolk tror på deres teorier.

Deres private efterforskning fører dem mange steder hen bl.a. på hotel D’Angleterre, hvor Ulla udsættes for en modbydelige behandling af en af de tyskere, de efterforsker. De kommer også rundt i det mere suspekte natteliv ja, selv på Amalienborg kommer de.

Lasse Holm har på fremragende vis evnet at beskrive såvel Jens som Ulla, da man ser handlingen fra hver deres synsvinkel.

Flere af de personer, der indgår i handlingen er virkelige personer – ministre, militære ledere, ja og selve Kong Christian den 10. – som Lasse Holm, karakteriserer dels som de er i virkelighedens verden og dels med fiktive karakteristika.

Man har utrolig let ved at se de steder for sig, hvor bogens personer agerer. Det gælder lige fra de mest usle steder til Amalienborg.

Det var virkelig interessant at få beskrevet, hvad der skete om morgenen den 9. april 1940, især fordi det er historiske facts som Jens og Ulla agerer i.

Jeg vil nok mene, at ”Besættelse” især henvender sig til folk, der interesserer sig for Danmarks besættelse.

Jeg har stor respekt for, at forfatteren Lasse Holms ven og gode forfatterkollega Thomas Rydahl opfyldte Lasses ønske om, at det blev ham, der færdigskrev ”Besættelse” efter Lasses død – en svær, men smuk og fin opgave for Thomas Rydahl at løse.

Jeg synes, at ”Besættelse” oven i den højdramatiske handling også giver et fint historisk perspektiv.

4 krimihjerter af 5

Politikens forlag 2023 – 284 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...